Lyt til artiklen:

HedeDanmark har bygget deres første stenrev

00:00
Hastighed: ???x
04:15

Opgavetyperne spænder vidt hos HedeDanmark, og nu har de udvidet - ikke på land - men på vand med at bygge stenrev langs landets kyster.

Plump.

En enkelt knytnævestor sten røg ud af skovlen og ned i havnebassinet, da gravemaskinen på flåden svingede den fyldte skovl over mod containeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den næste time fortsatte arbejdet med at fylde containeren med sten fra havnekanten i Udbyhøj Havn, inden slæbebåden begyndte at slæbe flåden 300-400 meter ud i Randers Fjord.

- Maskinføreren skubber flåden ud med gravemaskinens skovl. Det kan slæbebåden ikke. Omvendt bliver skovlen også brugt til at trække flåden det sidste stykke ind igen, fortæller projektleder Karsten Overgaard Fisker til Grøn Teknik.

Det er første gang, at HedeDanmark har bygget stenrev. Det gjorde de for Randers Kommune, og i alt lød opgaven på tre rev ude i fjorden og derudover et formidlingsrev tæt på land - også kaldet et skolerev.

Revene har til formål at skabe bedre betingelser for livet under vandoverfladen.

Skæve sten med huller

Skolerevet ligger nogle minutters færgegang fra Udbyhøj Havn ved Udbyhøj Lystbådehavn og var det første rev, HedeDanmarks folk gik i gang med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skolerevet består af sten i to forskellige størrelser; knytnævestore sten og dæksten i samme størrelse som dem, der ofte omkranser havne rundt om i landet. Derudover ligger skolerevet i lavt vand, sådan at børn kan komme ud til det i gummistøvler.

rich-media-3
Skolerevet stod færdigt efter tre dages arbejde. Foto: Tina Moesgaard.

Det samme gjaldt for gravemaskinen, som kunne køre ud på bælter og bygge revet, der måler 35 gange 10 meter.

Skolerevet består af omtrent 500 tons sten fra en lokal grusgrav, som blev transporteret via færgen på ladet af en lastbil, så over i en dumper og til sidst fordelt ud af gravemaskinen. Men sten er ikke bare sten, fortæller projektleder Johnny Pedersen.

- Jo skævere stenene er, og jo flere huller de har, jo bedre er det for dyr og planter, forklarer han.

Ét samlet rev

Da skolerevet efter tre dages arbejde stod færdigt, fortsatte folkene med at bygge de resterende rev på halvanden meters dybde ude i fjorden ved Havnen Udbyhøj Syd ind mod Randers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skete fra flåde, hvor maskinføreren i gravemaskinen og slæbebådens fører var ude på vandet omkring to timer ad gangen, før lasten med sten var tom.

rich-media-5
Det er første gang, at HedeDanmark har bygget stenrev. Foto: Tina Moesgaard.

- Gravearmen er tyve meter lang, så den kan nå bunden af fjorden. Når der ikke er skovl på, bruger gravemaskinen grab til at placere de større sten, forklarer projektleder Karsten Overgaard Fisker og fortsætter:

- Skovlen er forholdsvis lille, fordi al vægten sidder i armen. Havde det været en normal gravemaskine, kunne skovlen have været dobbelt så stor. Men når maskinføreren får armen ud i fuld længde, så er der tryk på.

Flere nye stenrev til fjord

Se også:

Flere nye stenrev til fjord

Revene består af omkring 2000 tons og af de to samme størrelser sten, som skolerevet.

- Stenrevene ligger faktisk tæt op ad hinanden. Man skal se det som ét samlet rev, som er 140 meter langt. Og så varierer det meget i bredderne fra fem meter til cirka 20 meter, fortæller projektleder Johnny Pedersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- De små sten pakker bunden, og de større sten ligger ovenpå, for så kan de større dyr suse ind imellem dem, supplerer projektleder Karsten Overgaard Fisker.

Specielt projekt

At HedeDanmark har begivet sig ud i at bygge stenrev - og nu har gjort det for første gang, det gør det til et lidt specielt projekt at være en del af, fortæller de to projektledere.

- Det er helt fantastisk. Man skal pludselig tage stilling til nogle helt andre ting som højvande, lavvande og strøm. Der er nogle andre betingelser, siger Karsten Overgaard Fisker.

rich-media-8
De tre stenrev ligger tæt op ad hinanden. Foto: Tina Moesgaard.

Johnny Pedersen stemmer i og uddyber:

- Hele planlægningsarbejdet på til projektet har været meget omfattende for at få de tilladelser, der skulle til - blandt andet i forhold til at hente sten, sejle rundt og koordinationen med havnen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu er det første gang, vi bygger stenrev, men det bliver ikke den sidste, siger han.

rich-media-10
De mindste sten ligger nederst i de nye stenrev. Foto: Tina Moesgaard.

Initiativet til stenrevene er taget af borgergruppen Randers Stenrev og er - foruden Randers Kommune - blevet realiseret af Aarhus Universitet. Projektet koster en million kroner og er finansieret af ELRO-fonden, LAG Randers Favrskov og EU.

De fire stenrev blev bygget over et par uger og stod færdige i midten af marts. Senere bliver der plantet ålegræsbede ved revene, og det er støttet af Hedeselskabet.