Kendte løsninger til vanding bliver omdrejningspunktet.

Hvem behøver at bringe nyheder med på en udstilling, når blot ens eksisterende produktprogram er tilstrækkelig interessant?

Agrometer A/S udstiller traditionen tro på Have & Landskab '15, og selv om der ikke er nogle nyheder som trækplaster denne gang, så er der alligevel masser af spændende input for besøgende, der har interesse for vandingsanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har ikke umiddelbart nogle nyheder med på messen, men vi har helt klart noget med, som er relevant for den grønne branche, lover Mads Brodersen, salgskonsulent hos Agrometer A/S.

20 procent

Det er golfbranchen og professionelle fodboldanlæg, som trækker den største del af læsset hos Agrometers grønne vandingsanlæg.

- Det er cirka 20 procent af vores omsætning, som kommer fra haver, parker og slotte, men vi tager selvfølgelig området meget seriøst. Vi kommer i høj grad til at vise, hvad vi allerede er kendt for, siger Mads Brodersen.

Det betyder i praksis et gensyn med et stort udvalg af sprinklere og pumper. Dertil kommer små vandingsmaskiner som Leader og Irtec FBT, der kan trækkes af blot en lille have­traktor, hvis man ikke har andet i nærheden.

Der vil også være løsninger med pop-up vandingsanlæg til haver og parker, så samlet set burde der være noget interessant for kommuner, anlægsgartnere og havearkitekter.