Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Malmos på kompleks anlægsopgave for Metroselskabet
Der er heftig aktivitet omkring den sydvestlige del af Fisketorvet, hvor den kommende metrostation Havneholmen kommer til at ligge.
Her er Malmos nemlig i gang med at etablere en stor metroforplads, midt i mellem det trafikerede kryds Kalvebod Brygge/Vasbygade og indkørslen til Fisketorvets parkeringskælder.
Da Grøn Teknik er på besøg, er anlægsgartneren i gang med bundopbygning på pladsen.
- Det er et ganske komplekst projekt, fordi vi ikke bare kan bygge fra en ende af. Vi får ikke frigivet områderne derudad en efter en, så derfor bygger vi lidt på må og få. Det er især udfordrende for murerne og anlægsgartnerne, fordi de ikke får lov til at afslutte deres opgaver - alligevel skal det hele gå op i en højere enhed til sidst, når alle enderne skal nå sammen, fortæller Simon Lauritsen, der er formand hos Malmos.
Grundet metroforpladsens centrale placering indebærer projektet også en række arbejdsopgaver i og omkring det store kryds samt en ny rampe og adgang til Fisketorvets vareindlevering. Derudover skal Havneholmen omlægges og en ny indkørsel til Fisketorvets parkeringshus etableres.
400 meter skiffermure
Men det primære anlægsarbejde foregår naturligvis på selve metroforpladsen.
- Her bringer vi nogle særlige kompetencer i spil i form af de her skiffermure. Det er egentlig ikke noget, vi laver så ofte, og derfor har vi hyret et murerfirma ind, som vi arbejder meget tæt sammen med, fortæller Simon Lauritsen.
I alt bliver der cirka 400 meter skiffermure.
- Mellem dem kommer der en masse grønne områder i form af nogle store plantebede, som skal prydes med en masse træer. Vores arkitekter har været på Fyn hos vores planteleverandør og udvælge træerne specifikt til projektet, så der er taget højde for former og størrelser, så de kommer til at passe helt perfekt ind i landskabet, siger Simon Lauritsen.
Velkoordineret logistik
En af de største udfordringer på projektet er logistikken omkring det kommende metroknudepunkt.
- Vi skal jo selvfølgelig holde gang i flowet i forhold til alle de mange brugere, der kommer forbi dagligt. Det gælder både i det store kryds ude foran men også adgangen til Fisketorvet. Det betyder, at vi er nødt til at være super skarpe på vores leverancer og transporter ind og ud ad pladsen, fordi hvis vi blokerer vejen, så skaber det en masse problemer, fortæller formanden.
Derudover bliver der samtidig bygget på livet løs på den anden side af vejen, hvilket kræver en løbende koordinering med nabobyggepladsen.
Metrostationen åbner senere i 2024 sammen med den nye metrolinje M4.