Stihls nye multimotor kan udrustes med flere forskellige værktøjer - og så er den samtidigt brændstofbesparende.

Beskæresav til højderne, løvblæser, kost og fræser. Det er blot nogle af de funktioner, ét og samme redskab fra Stihl nu kan klare. Der er tale om den nye KM 94 RC multimotor, en letvægtsmotor på fire kg. - og 11 forskellige redskaber at vælge imellem.

- Den nye KM 94 RC-E er udrustet med Stihls 2-MIX motor, der bruger op mod 20 procent mindre brændstof. Motoren har desuden ErgoStart, der letter startproceduren betydeligt. Brugeren skal ikke bruge så mange kræfter for at starte motoren og slipper samtidig for de traditionelle, ubehagelige ryk i startsnoren, hvis motoren slår tilbage, fortæller René Gjølander, produktspecialist hos Stihl Danmark, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedre økonomi

2-MIX motorerne arbejder efter et princip, hvor motoren trækker en pude af frisk luft ind mellem forbrændingsluften og den friske benzin-luftblanding, der er på vej op i forbrændingskammeret. På den måde undgår man, at der sendes uforbrændt brændstof ud sammen med udstødningsluften til skade for brugerens sundhed og økonomi.

Den nye kombimotor er desuden forsynet med den nye Ecospeed-funktion, der tillader brugeren manuelt og trinløst at vælge præcis det omdrejningstal, der passer til opgaven, og som samtidig sparer brændstof.

- Teknisk er det en enkelt og solid løsning, fordi indstillingshjulet ikke påvirker motoren direkte, men i stedet regulerer gashåndtagets vandring, forklarer René Gjølander.

11 redskaber

Kombimotoren er udviklet til professionelle faggrupper, der har alsidige udendørsopgaver - som eksempelvis viceværter eller anlægsgartnere. Her slår Stihl især på, at man slipper for at skulle slæbe alt for mange maskiner med ud på opgaven.

Stihl introducerer samtidigt et nyt trimmerhoved, der er målrettet kantbearbejdning under trange pladsforhold. Trimmeren er som udgangspunkt udstyret med tråd, men kan naturligvis udstyres med kniv til bearbejdning af sejt græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De 11 forskellige stykker udstyr omfatter følgende:

To forskellige trimmere, fejevalse, kultivator, to forskellige kantskærere, buskadsklipper, hækkeklipper, børstevalse, blæseagregat samt teleskopsav.