På trods af en næsten sikker jobgaranti for nyuddannede er der stadig mangel på landinspektører i Danmark. Aalborg Universitet kommer nu den store efterspørgsel på landinspektører i møde ved at udbyde ekstra studiepladser.

Alle ved, hvad arkitekter, ingeniører, byplanlæggere og entreprenører laver. De færreste er klar over, at deres projekter bygger på en uddannet landinspektørs opmålinger, kortlægninger, analyser og anbefalinger. Det er landinspektørernes arbejde, der baner vejen for de arkitektoniske og ingeniørmæssige bedrifter, vi alle kan se og nyde godt af overalt i Danmark.

Derfor er det en stor udfordring for kommuner og erhvervsliv, at ledigheden blandt landinspektører nu er næsten lig nul. Der er kort sagt mangel på uddannede landinspektører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere studiepladser

På Institut for Planlægning bliver der nu udbudt 20 ekstra studiepladser i både Aalborg og København for at komme udfordringen med manglen på landinspektører i møde.

- Vi er meget glade for at kunne imødegå behovet for flere landinspektører med ekstra studiepladser. Vi arbejder hårdt på at kunne fylde pladserne op, fortæller institutleder Tine Herreborg Jørgensen.

Uddannelsen i landinspektørvidenskab kan læses på AAU i enten København eller Aalborg. De ekstra studiepladser er også en rigtig god nyhed for Den Danske Landinspektørforening:

- Manglen på landinspektører vil overordnet set efterlade samfundet uden en professionel, der har en helhedsorienteret ejendomsretlig tilgang til udviklingen af byer og landskaber. Derfor er de ekstra studiepladser på Aalborg Universitet en god nyhed, så vi har bedre mulighed for at sikre en fremtidig fremgang i antallet af uddannede landinspektører, udtaler Torben Juulsager, der er formand for Den Danske Landinspektørforening.

Næsten stensikker jobgaranti

Når ledigheden inden for landinspektører er i bund, betyder det omvendt også noget positivt for nyuddannede. De er næsten garanteret et job, når uddannelsen er afsluttet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Erhvervslivet råber på flere landinspektører. Faktisk har en stor del af de studerende på landinspektørvidenskab allerede et job på hånden inden, de er helt færdige med deres speciale. Det er der ikke mange andre uddannelser, der kan bryste sig af, udtaler institutleder Tine Herreborg Jørgensen fra Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.