Roskilde Dyrskues arrangører glæder sig over, at godt vejr gav udslag i et forholdsvis højt besøgstal.

85.184 gæster tog i løbet af weekenden turen til Roskilde for at besøge Roskilde Dyrskue. Det er lidt flere end sidste år, men færre end både i 2011 og 2010.

Arrangørerne ser dog ud til at være tilfredse med resultatet. I hvert fald konkluderer dyrskueleder Thor Nielsen, at "det er dejligt, at der er opbakning til vores indsatser."

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nu begynder arbejdet med at lave et endnu bedre skue til næste år. Og vi håber meget, at I vil hjælpe os i vores arbejde. På vores hjemmeside kan man deltage i en brugerundersøgelse, hvor man kan komme med sit besyv om skuet. Vi trækker lod om en halv økologisk gris blandt alle dem, der deltager, siger Thor Nielsen.

Udstillermæssigt blev Roskilde Dyrskue 2013, der havde knap 500 udstillere, det største i over 10 år. 140 af udstillerne hørte til maskinafdelingen. Roskilde Dyrskue 2014 afholdes 31. maj - 2. juni i Kristi Himmelfartsferien.