Lyt til artiklen:

Nye kræfter i Have & Landskabs bestyrelse

00:00
Hastighed: ???x
04:38

Professor Bettina Lamm erstatter adjungeret professor Palle Kristoffersen som Københavns Universitets repræsentant i Have & Landskabs bestyrelse.

Der er kommet nyt blod i bestyrelsen hos den grønne branches samlingspunkt - fagudstillingen Have & Landskab. Udstillingen er ejet og arrangeret af branchens fire centrale aktører: Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne - park, vej og anlæg, Danske Planteskoler og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, og det er sidstnævnte, som nu kan præsentere sektionsleder for sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning, professor Bettina Lamm, som universitetets repræsentant i bestyrelsen.

Det er en udnævnelse, der kommer til at løfte en udstilling, som i forvejen er i rivende udvikling, mener bestyrelsesformand for Have & Landskab, planteskoleejer Joel Klerk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bettina Lamm er både visionær og kritisk og kan give os både et velkomment blik på organisationen udefra. Samtidig har hun sin daglige gang blandt alle de forskere, som bidrager med viden til de grønne fag. Alt det ser jeg frem til, at vi kan drage nytte af i vores arbejde frem mod Have & Landskab '25, siger Joel Klerk og sender samtidig en stor tak til universitetets afgående repræsentant, slotsgartner og adjungeret professor ved Københavns Universitet, Palle Kristoffersen, der selv har valgt at trække sig efter at have været både bestyrelsesformand, bestyrelsesmedlem og ikke mindst en af de drivende kræfter bag udstillingen siden den allerførste Have & Landskab i Gram i 1992.

Ydmyg og motiveret

Det er ikke hvem som helst, der nu træder ind i Have & Landskabs maskinrum. Foruden at være professor i landskabsarkitektur har Bettina Lamm i mange år forsket i midlertidig arkitektur og stedskabelse ved eksempelvis festivaler og i byrum, og hun glæder sig til at trække den viden og selve landskabsarkitekturen frem i forgrunden af Have & Landskabs arbejde, fortæller hun.

rich-media-2
Bettina Lamm, professor og sektionsleder ved KU. Pressefoto.

- Når det er sagt, er jeg først og fremmest ydmyg overfor det store arbejde, som jeg kommer til at stå på skuldrene af. Det er helt unikt, at det er lykkedes branchens aktører at gå sammen og skabe en udstilling som simpelthen ikke er til at komme udenom for alle slags grønne fagfolk. Så jeg har en enorm respekt for dét, som Have & Landskab er blevet til. Alligevel kan jeg se steder, hvor jeg kan bidrage med idéer, udvikling og yderligere raffinement. Det gælder ikke mindst et øget fokus på den grønne omstilling, som fremadrettet vil kræve ny viden, nye praksisser og nye samarbejdsformer i branchen. Netop her har vi på universitetet mange særlige kompetencer, der kan byde ind, og det arbejde glæder jeg mig til at blive en del af, siger Bettina Lamm.

Selv det bedste kan blive bedre

Maskinleverandørernes bestyrelsesmedlem Bent Tangemann byder velkommen til Bettina Lamm og ser frem til sammen med den nye bestyrelse at gøre Have & Landskab endnu bedre.

E&H vokser med 7.000 kvadratmeter

Se også:

E&H vokser med 7.000 kvadratmeter

- Det var noget nær en optimal udstilling i 2023, men man er altid nødt til at forny sig, og her tror jeg, at Bettina Lamm kommer til at give os et stort skub i den rigtige retning. Ud over al sit engagement og tårnhøje faglighed er hun jo også den første kvinde, vi nogensinde har haft i Have & Landskabs bestyrelse. Det er alt andet lige en fordel og også på tide, kunne man tilføje, pointerer Bent Tangemann, der desuden er direktør i Vermeer Danmark A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fra hvert andet år til viden året rundt

Hos Danske Anlægsgartnere fortæller direktør Michael Petersen, at alle organisationer har brug for nye indspark og ny inspiration, og det mener han, at netop Bettina Lamm er den rette til. Samtidig understreger han, at Have & Landskab skylder en stor tak til Palle Kristoffersen for de mange års indsats.

- Have & Landskab er branchens flagskib, og det er i høj grad Palle Kristoffersens fortjeneste. Han har fra starten og igennem alle år haft engagementet, fagligheden og visionerne, der har været med til at drive Have & Landskabs udvikling, så herfra er der stor ros til universitetets tidligere repræsentant og et lige så stort velkommen til den nye. Og Bettina Lamm træder til på et spændende tidspunkt, hvor konceptet HL365 er blevet en integreret del af Have & Landskab, som dermed har foldet sig ud til at være et kraftcenter for videndeling året rundt og ikke kun under de tre udstillingsdage hvert andet år, fastslår Michael Petersen.

Have & Landskab har fast over 270 udstillere og 11.000 besøgende.