Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
JU Århus satser på EUX-anlægsgartneruddannelsen
Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, i daglig tale JU Århus, udbyder nu en fuld EUX-anlægsgartner med start fra sommeren 2024.
Det skriver JU Århus i en pressemeddelelse.
Den grønne branche tørster efter dygtige faglærte. For at sikre en høj standard og uddannet arbejdskraft i fremtiden, er der ifølge skolen i høj grad brug for at tiltrække flere unge til faget.
EUX-uddannelsen kan netop være én af løsningerne, lyder det.
En ny målgruppe
Gennemsnitsalderen på elever, der søger ind på uddannelsen til anlægsgartner er i dag relativt høj, og de kommer med meget forskelligartede baggrunde, oplyser skolen i Beder.
Det nye tilbud om en såkaldt grøn EUX er målrettet elever, der kommer direkte fra folkeskolen.
Tilbuddet kan potentielt åbne op for en målgruppe, som ellers ikke har uddannelsen inde på radaren, håber JU Århus.
Elever fra hele landet
JU Århus ønsker at engagere erhvervet i rekrutteringsprocessen og opfordrer derfor til, at de selv opsøger potentielle EUX-lærlinge via deres eget netværk.
Hvis virksomheden allerede har en potentiel elev, hjælper studievejledningen hos JU Århus med det praktiske i forhold til uddannelsesplaner med videre, oplyser skolen.
En EUX tager cirka fire år og er, ligesom en STX, adgangsgivende til en lang række videregående uddannelser.
Langt de fleste EUX-lærlinge i andre fag fortsætter med at arbejde, når uddannelsesbevis og studenterhue er i hus, oplyser JU Århus. De, der vælger at læse videre, har en værdifuld erhvervserfaring med sig til at bygge videre på.
Det kommer, ifølge skolen, branchen og dermed den enkelte virksomhed til gode, hvis der er flere ambitiøse og dygtige folk, der bliver uddannet i branchen og eventuelt vender tilbage til den med endnu mere værdifuld viden.
Virksomheder fra hele landet har mulighed for at ansætte en EUX-lærling og sende dem på skoleophold i Beder. Her har eleverne også mulighed for at bo på skolehjem.