Ved Frederikssund i Nordsjælland har man ikke længere brug for den midlertidige dæmning i anlægsarbejdet til Kronprinsesse Marys Bro. Derfor begynder reetableringen af fjorden.

Masser af sand og bundsikringsgrus skal køres bort, store tunge jernplader, de såkaldte spunsplader, skal hives op af fjorden og fjernes. Til sidst skal havbunden og stranden reetableres, som de var, før arbejdet med den nye bro gik i gang. Sådan lyder det fra Henrik Vincentsen, projektchef i Vejdirektoratet.

- Vi er nu så langt med projektet, at vi flere steder kan begynde arbejdet med at føre områder tilbage til den tilstand, de var i, før vi startede med anlægsarbejdet. Alt omkring broen fra vandsiden er afsluttet her, så der er ikke længere behov for dæmningen eller havnen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arbejdet går i gang straks i det nye år og forventes afsluttet inden maj.

Strandengen bliver reetableret ved, at overjorden, der blev fjernet ved projektets opstart, lægges ud igen.

Projektchef Henrik Vincentsen

Vejdirektoratet.

Naturområde igen

Selve reetableringen af fjordbunden går ud på, at bunden etableres til samme niveau, som den var inden anlægsarbejdet startede. Efterfølgende vil bølger og strøm i løbet af ganske kort tid sørge for en naturlig regulering af fjordbunden.

Området på land er strandeng og beskyttet natur. Det er et smalt bælte på cirka 20 meter, som grænser op til vandfladen. Også den skal reetableres.

- Strandengen bliver reetableret ved, at overjorden, der blev fjernet ved projektets opstart, lægges ud igen. Denne jord vil indeholde frø fra den oprindelige strandengsvegetation, som vil hjælpe til, at naturen genetableres, fortæller Henrik Vincentsen.