Lyt til artiklen:

Innovativ jordhåndtering baner vej for folkeskov og drikkevand

00:00
Hastighed: ???x
02:19

Hedensted har behov for at kunne håndtere store mængder ren jord i de kommende år. Samtidig skal der plantes mere skov og drikkevandet skal beskyttes. Nu bliver de tre dele tænkt sammen.

Frem mod 2032 skal Hedensted Kommune kunne håndtere store mængder af både ren og lettere forurenet jord. Derfor har Hedensted Kommune nu igangsat et udbud af jordhåndtering på et areal på vest for Hedensted by, hvor vinderen kan placere ren jord og samtidig skal medvirke til at etablere et kuperet område, hvor der efterfølgende skal plantes en ny folkeskov.

Området, der er ca. 20 hektar stort, ligger centralt mellem Hedensted by og E45 i grønne omgivelser tæt på daginstitutioner, erhvervsområder, boligkvarterer og andre naturområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bliver bygget rigtig meget i hele Sydøstjylland og i Hedensted Kommune, så vi har brug for at kunne håndtere store jordmængder i de kommende år. Det imødekommer vi nu i et projekt, hvor vi udlejer arealet mellem Gesagervej og Årupvej til en entreprenør eller lignende, som kan bruge området til at placere ren jord. På den måde kan vi løse et lokalt behov for at komme af med jord på en miljørigtig måde og samtidig gøre området klar til den folkeskov, der efterfølgende skal plantes på arealet, forklarer Ole Vind, borgmester i Hedensted Kommune.

Udbuddet af jordhåndteringen er tænkt som en testcase på, hvordan Hedensted Kommune kan samtænke udvikling, bæredygtig jordhåndtering og klimaindsatser på en måde, som både er miljørigtig, og som gør området mere attraktivt.

- Det er en ny måde at gøre tingene på, hvor vi udlejer jorden, som vi håber kan vise vejen for fremtidig jordhåndtering, og som skal gøre det administrativt lettere for både os og interesserede virksomheder at samarbejde om. Og samtidig får vi skabt et interessant, varieret landskab, hvor vi om nogle år planter skov, som både nuværende og kommende naboer, vores nye daginstitution i området samt natur og biodiversitet kan få gavn af, forklarer Ole Vind.

Placeringen vest for Hedensted by vil også muliggøre et større sammenhængende naturområde med Hedensted Søerne, der er et område med særlige drikkevandsinteresser, ligesom der på sigt også etableres rekreative anlæg i folkeskoven.