Lyt til artiklen:

De tager slæbet for håndværkerne

00:00
Hastighed: ???x
02:56

Vakuumløftere og små mobile kraner er blandt de populære produkter hos ASP Produktudvikling, hvor man selv udvikler og bygger alle produkter.

Reglerne for arbejdsmiljø og sikkerhed er strammet betydeligt gennem årene til gavn for de ansatte i blandt andet bygge og anlægsbranchen. Det er slut med at bære for tunge læs, og det er de fleste rigtig glade for, når de får vænnet sig til de nye tider. Det gælder ikke mindst hos ASP Produktudvikling i Aars, hvor man lever af at udvikle, bygge og sælge forskellige former for løfteudstyr til især byggebranchen.

- Vi laver blandt andet vakkumløftere, som efterhånden vinder indpas mange steder. Både til fliser, sten, dæksler, vinduer m.m., siger indehaver Simon Sørensen fra ASP Produktudvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Laver alt selv

Også små fleksible kraner er på ASPs program.

- Vores knap-on kraner er virkelig populære, blandt andet fordi de er meget fleksible og kan flyttes fra for eksempel bil til trailer, fortæller han.

rich-media-2
ASP Produktudvikling ligger inde med et stort udvalg af reservedele og kan hurtigt hjælpe kunden med enten en reparation eller et servicetjek. Foto. Torben Jastram.

Virksomheden laver alle produkter selv, og mange gange handler det om specialopgaver.

- Når kunden kommer med et ønske til en vakuumløfter til en særlig opgave, skal vi være virkelig gode til at lytte og spørge ind til det helt konkrete behov. Ofte har kunden selv en ide til en løsning, og så finder vi sammen ud af, om det er noget, vi kan klare. Det er det som regel, siger Simon Sørensen.

Sikkerhed og service

Virksomheden har seks ansatte, der har nok at se til for at løse opgaver for den brede kundegruppe inden for entreprenør, anlægsgartner, kirkegårde, kommuner osv. Når en ny type vakuumløfter eller kran er bygget, sørger ASP også for at få den sikkerhedsgodkendt, og virksomheden varetager efterfølgende ligeledes serviceeftersyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Der er seks ansatte hos ASP Produktudvikling, heraf to lærlinge. Foto: Torben Jastram.

Simon Sørensen begyndte i virksomheden tilbage i 2010, hvor han kom i lære som klejnsmed.

- Det er vigtigt for mig at have den håndværksmæssige baggrund, når jeg som sælger er ude hos kunderne og hører om deres behov. Så ved jeg, om det er en opgave, vi kan løfte, forklarer indehaveren.

Klarer det meste hurtigt

Han tilføjer, at det er vigtigt for ASP, at man har alle kompetencer in-house sammen med et stort udvalg af reservedele.

- På den måde kan vi håndtere næsten alle problemer hurtigt og effektivt, og det er faktisk også noget af det, vi er kendt og respekteret for blandt kunderne, siger indehaveren.

rich-media-5
Udstillingstraileren her får premiere på Have og Landskab. Foto: Torben Jastram.

I øjeblikket er Simon Sørensen og hans folk ved at bygge en udstillingstrailer, hvorpå mange af virksomhedens produkter bliver monteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil tage den med rundt på udstillinger og arrangementer i hele landet, så folk kan se og røre ved vores forskellige produkter. Udstillingstraileren får premiere på Have og Landskab, som er vores ubetinget vigtigste messe, fastslår Simon Sørensen.