Lyt til artiklen:

HedeDanmark og Arkil planter motorvejstræer i titusindevis

00:00
Hastighed: ???x
01:46

Vejdirektoratet har afsluttet udbygning af Fynske Motorvej mellem Nørre Aaby og Odense V, og nu skal der til en start plantes cirka 40.000 træer.

De første er netop sat i jorden, og i alt omkring 40.000 træer og buske skal plantet langs motorvejen over Vestfyn i de kommende seks måneder. Yderligere 20.000 træer kommer i jorden om et års tid.

- I forbindelse med udbygning af motorvejen har vi ryddet en masse arealer, og de træer vi har fjernet, skal vi erstatte. Som tommelfingerregel vil vi så vidt det er muligt gerne erstatte dem 1:1. Altså fælder vi ét træ, skal vi plante ét. Når det gælder registreret fredskov, så hedder forholdet 1:2. Plantning af træer og buske er en af flere indsatser på det grønne område, siger fagansvarlig for beplantning Mette Riis, Vejdirektoratet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Plantesæsonen for løvtræer og buske strækker sig fra oktober og slutter i april, og det er en blanding af mange træarter og buske, der alle hører til herhjemme og derved understøtter biodiversiteten, som kommer op langs Fynske Motorvej. Det er arter som for eksempel engriflet hvidtjørn, stilkeg, almindelig hassel og skovæble.

- Vi vil forsøge at skabe en grøn korridor. På strækningen mellem Odense V og Gribsvad bliver der plantet træer i et grønt bælte ved motorvejen. Vi planter de mange nye træer af flere grunde. For eksempel skal de nogle steder udgøre en ledelinje til dyrene, så de bliver hjulpet den bedste vej væk fra motorvejen eller hen til en faunapassage, fortæller Mette Riis.

Udover den grønne korridor langs motorvejen bliver der plantet grønt omkring udvalgte regnvandsbassiner og i forbindelse med samkørselspladser på strækningen.

Det er Arkil A/S og HedeDanmark, der er entreprenør på opgaven og står for at plante de mange træer.