Den franske koncern Idverde er med 7000 medarbejdere blandt Europas førende aktører inden for nyanlæg og vedligeholdelse af grønne landskaber. Nu opkøber franskmændene danske Malmos og deres cirka 100 medarbejdere.

Landskabsvirksomheden Malmos tager et stort skridt i sin videre udvikling og bliver en del af Idverde-familien.

Idverde er blandt Europas største anlægsgartnere og landskabsentreprenører, og skal i fremtiden styrke Malmos' udvikling samt tilføre yderligere kompetencer og specialviden til gavn for både kunder og medarbejdere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Malmos beholder sit hovedkontor i Roskilde, og vil fortsætte under sit eksisterende brand.

Samtidig fortsætter Malmos i sin nuværende organisering med samme direktion, ledelse og medarbejdere. De nuværende ejere af Malmos bliver medejere i Idverde sammen med andre ledere i koncernen.

- Denne udvikling er endnu et vigtigt skridt i Idverdes europæiske vækststrategi, hvor vi viser vores evne til at udse og udvikle alle de betydningsfulde markeder for anlæg og vedligeholdelse af grønne landskaber i Europa, siger Herve Lancon, CEO i Idverde. Han fortsætter:

- Partnerskabet med Malmos-teamet giver os muligheden for at gå ind på det danske marked, som er et af de mest modne markeder i Europa, med støtte fra et stærkt talentfuldt og højt respekteret team. Vi har kendt Malmos igennem flere år, og vi deler kerneværdier og visioner for, hvordan vi ønsker at operere i vores branche.

- At blive en del af Idverde er en vigtig strategisk milepæl for Malmos. Som den førende europæiske landskabsvirksomhed får vi mulighed for at positionere os endnu stærkere på det danske marked og tilbyde vores kunder flere ydelser og specialkompetencer, siger Morten Dohrmann Hansen, CEO i Malmos.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Transaktionen forventes endeligt gennemført i første kvartal 2020.