Anlægsgartnervirksomheden samler en stor del af mandskabet i samme hus.

Anlægsgartnervirksomheden OKNygaard bygger nyt hovedsæde i Årslev, der ligger i Aarhus ved motorvejen. Det skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Det nye domicil skal erstatte det nuværende hovedkontor i Hasselager og give virksomheden mulighed for at fortsætte den nuværende vækst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Atrio Arkitekter har tegnet domicilet, mens KG Hansen er hovedentreprenør og Rønslev Rådgivende Ingeniører er rådgiver.

- Vi bygger nyt for at kunne skabe de rigtige rammer til at sikre den stabile og lønsomme vækst vi er inde i. Det nye domicil skal være med til at fremtidssikre OKNygaard, siger økonomidirektør Holger Hansen.

Den nye bygning gør, at alle administrative funktioner hos OKNygaard bliver samlet samme sted. Derudover samles salg, tilbud og ledelsen for Anlæg Vest også, mens driftsafdelingen fra Aarhus også flytter med.

Den administrerende direktør Ole Kjærgaard glæder sig til samarbejdet.

- Som vanligt lægger vi vægt på et godt og tillidsfuldt samarbejde i OKNygaard. Det gælder også på de projekter, hvor vi selv er kunden og det er jeg sikker på, at vi får sammen med Atrio Arkitekter og KG Hansen. Vi glæder os meget til at kunne flytte ind i det nye domicil til næste år, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regnskab

Domiciliet kommer i kølvandet af et regnskab, der endnu engang har givet et godt overskud. Firmaet kunne præsentere en omsætning på 551 millioner og et overskud før skat på 19 millioner kroner i april måned.

Her var det især klimamål, Ole Kjærgaard havde lyst til at opfølge fremover.

- Vi forventer, at en stigende del af de offentlige udbud vil indeholde elementer fra FN's verdensmål. Som markedsleder er det helt naturligt for os at arbejde med verdensmålene. Både ved at udvikle nye kompetencer som kan være med til at løse nogle af de klimaskabte udfordringer, vi står med.

Byggeriet af det nye domicil begynder 1. juni og forventes at stå færdig til maj.