Første skridt i et stort naturgenopretningsprojekt ser dagens lys ved Læsten Bakker.

Randers Kommune og Den Danske Naturfond samarbejder om et større naturprojekt, der har et budget på 20 millioner kroner og er på cirka 300 hektar.

Fornylig blev projektet skudt i gang med Den Danske Naturfonds opkøb af et kerneområde i Læsten Bakker på 60 hektar. Målet er at opkøbe yderligere arealer, og indgå frivillige aftaler med private lodsejere og landmænd om naturgenopretning. Når det nye projekt er fuldt gennemført indgår det i et område med mere end 1.000 hektar sammenhængende skov og natur omkring Læsten Bakker, Skals Ådal og Fussingø. Borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, er begejstret for det nye naturområde:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Læsten Bakker er en sand naturperle og det største fredede naturområde, vi har i Randers Kommune. Jeg er derfor utrolig glad for, at vi nu får et samlet projekt, der vil sikre, at vi både kan værne om og udvikle den unikke natur, siger han.

Det er en rigtig god dag for naturen, at vi nu kan tage det først skridt mod at udvikle endnu et stort, sammenhængende naturområde i Danmark.

Formand Lauritz B. Holm-Nielsen

Den Danske Naturfond

En god dag for naturen

Også i Den Danske Naturfond er der stor tilfredshed:

- På en helt almindelig gåtur kan man her opleve meget af den natur, vi kender fra det danske landskab. Samtidig får vi bedre levesteder for dyr og planter, der er sjældne og truede i Danmark. Det er en rigtig god dag for naturen, at vi nu kan tage det først skridt mod at udvikle endnu et stort, sammenhængende naturområde i Danmark, siger formand i Den Danske Naturfond, Lauritz B. Holm-Nielsen.

Læsten Bakker ligger skjult for de fleste ved hovedvejen mellem Randers og Viborg og er derfor i dag ukendt for mange. Med udvikling af naturen, bedre skiltning, formidling og faciliteter er målet ikke alene, at naturen skal få det bedre, men også at flere vil få øjnene op for det smukke område.