SYDNEY: I august 2015 blev parken Barangaroo Reserve, som ligger et stenkast fra den berømte bro Sydney Harbour Bridge, indviet. Barangaroo Reserve strækker sig over 5,7 hektar og er den første af tre zoner, som blev færdig i den nye bydel Barangaroo, der ligger ned mod turistdistriktet Darling Harbour.

De historiske spor fra Darling Harbour skræmmer dog, idet man dengang i 1980 helt glemte at tænke de grønne områder ind i projektet. For ikke at begå samme fejl igen vil 9,3 hektar ud af Barangaroos totale 22 hektar bestå af parker, promenader og grønne områder.

Landskabsarkitekten Adrian Pilton fra Johnson Pilton Walker var projektleder for Barangaroo Reserve. Han fortæller, at Barangaroo parken var en af de mest komplekse opgaver, han har været involveret i i løbet af sin 45 årige karriere.

- Det var et teknisk vanskeligt projekt at lede. Når man arbejder for en myndighed, er der en masse bureaukrati indblandet. Men slutresultatet var mere eller mindre, som vi havde planlagt, siger han, da vi møder ham i Millers Punkt før en gåtur rundt i den unge park.

Fyldmateriale

Indtil 2012 var stedet, hvor parken ligger i dag, markant anderledes end det fremtræder i dag. Før 2012 var området hjemsted for en containerterminal. Fra den nærliggende bydel Millers Point var der et direkte fald ned til vandet. Klippen var blevet sprængt væk, og den maksimale afstand var 18 meter.

- Vi tog ideen op om at forvandle betondækket på havnen til, hvordan det så ud før 1836. Det vil sige, før den hvide mand kom og ændrede alt. Vi har gjort brug af gamle malerier og lavet en stiliseret efterligning af stedet, siger Adrian Pilton.

For at genskabe 1800-tals topografien krævede det enorme mængder af fyldmateriale. Først mente man, at jorden fra det nærliggende byggeområde Barangaroo Central skulle bruges. Men jorden viste sig at være mere forurenet end først antaget. Et gammelt gasværk på området havde forurenet jorden så meget, at oprydningen ville være for dyr.

Løsningen blev at skabe et stort underjordisk parkeringshus under parken. Det skabte plads til 300 biler, der således blev flyttet fra gadeplan og ned i to niveauer under jorden. Derefter gravede man yderligere to etager dybere til regnvandstanke til parkens vandingssystem. Sandstenene, som blev fundet under arbejdet, blev genbrugt til kysten.

Matche jordforhold

Da vi forlader betonhallen, ser vi ud over landskabsarkitekternes arbejde, som Adrian Pilton er meget stolt af.

- Vi forsøgte at lokalisere og genskabe den gamle kystlinje, og da vi opdagede et gammelt slæbested fra begyndelsen af 1800-tallet, vidste vi, at vi havde fundet det rigtige sted, siger han og peger hen mod bugten, som igen har fået sit liv tilbage.

Vi fortsætter med at gå på grusvejen ned mod havet. Da vi runder odden, ændrer parkens vegetation sig fra regnskov med palmer og dernæst til bregner.

Adrian Pilton bliver overrasket over, hvor godt planterne er vokset op. Han mener, at det i høj grad er jordspecialisten Stuarts Pittendrighs fortjeneste:

- Stuart valgte hvilke økosystemer, der fungerede bedst og hvor. Han undersøgte planternes jord ude i naturen, og lavede en jordblanding, som matchede den, siger Adrian.

- Mange af parkens planter var ikke tilgængelig for kommercielt brug. Planteskolen Andreasens Green var med lige fra planlægningsfasen. De dyrkede planterne i den særlige jord på planteskolen. Da vi brugte den samme jordblanding i parken, fik planterne ikke et chok.

Adrian kan ikke få nok af den grønne højs hurtige fremskridt.

- At planterne er vokset så hurtigt, er helt utroligt. De skjuler allerede murene. Vi var nemlig bekymret for, at væggene ville være for synlige.

Dar vi har rundet odden, stiger Sydney Harbour Bridge over vandet. Vi bliver mødt af en græsplæne, der skråner som en skibakke.

- Det åbne område er godt for alle nytårsbesøgende, der ønsker at se fyrværkeri. Man kan få mellem 20.000-30.000 mennesker ind, siger Adrian Pilton.