Emissionsfri ukrudtsbekæmpelse
24. mar. 2022 | Indrykket af GMR maskiner a/s
Nyt fuldelektrisk anlæg til ukrudtsbekæmpelse
GMR maskiner a/s får importen af finske Eco Weedkiller
”Vi har længe set os om efter et anlæg, der kunne passe ind i vores serie af udstyr til ukrudtsbekæmpelse, der i forvejen består af ukrudtsbørster, gasbrændere og miljøriver” fortæller adm. direktør Niels Kirkegaard. ”Der findes efterhånden en del forskellige anlæg på markedet til ukrudtsbekæmpelse med varmt vand. De fleste har dog en ikke helt så ren miljøprofil, da opvarmningen af vandet foregår via et dieselfyr og fremføringen af vandet som oftest ved hjælp af en pumpe, der drives af en benzinmotor” fortsætter han.
Finske STAMA ECO WEEDKILLER er gået en anden vej og har udviklet et anlæg, der både fungerer fuldt elektrisk og er uden støj fra pumpe og opvarmning. Anlægget er den eneste af sin art på markedet og forventningerne er store hos den jyske maskinproducent. STAMA ECO WEEDKILLER bliver i Danmark markedsført under navnet STAMA, der i forvejen er kendt for fuldelektriske køretøjer og løvsugere.
Helt fossilfri løsning
”Nu er det så endelig muligt at behandle ukrudt med vand, der er opvarmet elektrisk og tillige fremføres uden brug af pumpe - Med andre ord et 100% fossilfrit anlæg”, fortæller Niels Kirkegaard.
Princippet i maskinen er, at anlægget sættes til opladning i stikkontakten og at den isolerede tank sættes under let tryk, så vandet opnår en temperatur på ca. 106 grader. Isoleringen gør, at tanken let holder temperaturen på min. 100 grader en hel dag. Effektiv ukrudtsbehandling med varmt vand virker bedst, når temperaturen holdes på 98 grader eller derover.
”Man kan med andre ord sætte sin vandtank til opvarmning efter endt arbejdsdag og så er man klar, når man møder ind. Ladetiden er ca. 3,5 time fra koldt vand for en tankfuld og der kan derfor også fyldes og lades i løbet af dagen, hvis der er behov for det”, forklarer Niels Kirkegaard. ”Anlægget passer således perfekt til det mindre behov”.
Simpel opbygning
”Vi har lyttet os til i markedet, at mange af de gængse anlæg har en masse teknik, der forvirrer brugerne. Det har vi helt undgået med STAMA ECO WEEDKILLER, der er særdeles enkelt opbygget, idet der hverken er pumpe, motor eller dieselfyr”.
Anlægget passer perfekt på ladet af snart hvilket som helst køretøj, men salgschef Thorkild Vind forudser en stor efterspørgsel til kombination med STAMA-køretøjerne. ”Det er jo en helt perfekt kombination til stort set lydløs og emissionsfri ukrudtsbehandling på steder som eksempelvis kirkegårde, campingpladser, boligforeninger, forlystelsesparker, virksomheder og diverse skoler og institutioner. Alle er steder, hvor man ønsker at larme mindst muligt og hvor elektrisk drift virkelig er stormet fremad”.
Alle forhandlere af STAMA har haft lejlighed til at se og afprøve udstyret og begejstringen er stor. ”Forhandlerne har over en bred kam taget konceptet til sig og de vil alle stå klar med vejledning og demokørsler henover de næste måneder”. Det bliver rigtigt spændende at se, hvorledes kunderne tager imod denne store nyhed”, siger Thorkild Vind.
Mere udstyr på vej
”Hos GMR er vi i fuld gang med at udvikle forskelligt udstyr, der passer ind hos brugernes ønske om at have en lidt mere grøn profil. Vi er blevet mødt med forespørgsler på maskiner, der er enkle, brugervenlige og i størst muligt omfang elektriske. Det arbejder vi med og forventer at kunne præsentere flere nyheder på dette års fagudstillinger, eks. Maskiner Under Broen i Middelfart og GaLaBau i Nürnberg”, fortæller adm. Direktør Niels Kirkegaard.
Udvikling af nye produkter har igennem de seneste mange år været meget vigtig for virksomheden, der så sent som på sommerens Have & Landskab udstilling vandt Maskinleverandørernes innovationspris for den fuldelektriske STAMA MK 10 løvsuger. Denne gang er det dog ikke resultatet af egen innovation, der bringer en kæmpe nyhed til markedet men derimod en finsk udvikling. ”Man skal jo heller ikke nødvendigvis få alle de gode ideer selv”, slutter Niels Kirkegaard med et glimt i øjet.