Under hver femte SMV i bygge- og anlægsbranchen har modtaget kompensation fra staten i forbindelse med Coronakrisen. Det er færrest af alle brancher

En undersøgelse, som det statsautoriserede revisionsaktieselskab BDO har foretaget blandt sine kunder, viser, at kun 18,1% af de små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har gjort brug af statens hjælpepakker under Coronakrisen.

Det er færrest af alle de adspurgte brancher i undersøgelsen. Kigger man på gennemsnittet af alle brancher, er det lige godt 40%, som har modtaget kompensation fra staten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Grafik: BDO.

- Coronakrisen har virkelig delt vandene mellem brancherne, særligt da enkelte brancher åbenlyst har været hårdere ramt som følge af nedlukninger og restriktioner. Andre brancher - her i særdeleshed bygge- og anlægsbranchen - har derimod oplevet vækst i omsætningen, hvilket potentielt skyldes folks ændrede adfærdsmønstre og de mange investeringer i boliger, byggerier og renoveringsprojekter, siger Frank Barrit, der er formand for BDO's branchegruppe for håndværkere.

At bygge- og anlægsbranchen har holdt godt gang i hjulene under krisen, afspejler sig ikke kun i statistikkerne, der handler om hjælpepakker.

Optimisme i branchen

Der er nemlig også udbredt optimisme blandt de små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.

I tallene fra undersøgelsen fremgår det blandt andet, at 45% af de adspurgte virksomheder forventer en stigning i omsætningen i 2021 sammenlignet med 2020.

rich-media-3
Grafik: BDO.

Derudover vurderer hele 80% af de adspurgte virksomheder, at deres eksistens ikke er truet af Covid-19. I andre brancher er det kun godt halvdelen, der er så positive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undersøgelsen bygger på over 1000 spørgeskemabesvarelser fra små og mellemstore virksomheder.