Når udstillingen Maskiner under Broen holdes, bliver DGA-demo en del af messeområdet for golfudstillere.

Specielt maskinudstillerne på Danish Greenkeepers Association, DGA, har efterspurgt et samarbejde med Maskiner under Broen. Grunden er den, at de typisk er med begge steder, da de både leverer til golfsektoren og til have-, park-, og vejsektoren, som står bag Maskiner under Broen.

DGA's sekretariatschef Vibeke Jensen har haft en god dialog med de udstillere, der ikke har maskiner, men derimod andre produkter til greenkeeperne. Her har der været god forståelse for at arbejde sammen med brancheforeningen, Maskinleverandørerne Park, Vej og Anlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Synergi

- Ved at bringe DGA-demo ind i en sammenhæng, hvor der i forvejen er mange relevante besøgende, bliver det til gavn for alle parter. Vi tror på en god synergi. Mange maskinudstillere har både maskiner til golfbaner samtidig med, at de henvender sig til andre kundegrupper. Det gælder også for nogle af de øvrige udstillere, som ikke udelukkende har golfbaneudstyr, men også gerne vil i kontakt med andre kundegrupper inden for den grønne sektor, siger Vibeke Jensen.

Central placering

Ud over selve området med golfbanerelaterede udstillere har Maskinleverandørernes medlemmer fordelt sig på området. De udstillere, der plejer at være med på DGA-demo, har placeret sig tæt ved selve golfarealet. Derved kan de både kan tiltrække besøgende fra kommuner, anlægsgartnere, boligforeninger, kirkegårde og andre med en primær interesse for maskiner og greenkeeperne.

Flere kommer

Maskiner under Broen tiltrækker i forvejen mange mennesker, og der er meget forskelligt udstillet på messen. Håbet er derfor, at endnu flere vil komme, og ifølge Vibeke Jensen har det ingen betydning, at det ikke foregår på en golfbane. DGA-demo plejer at have 22-30 udstillere, mens antallet af besøgende er ukendt.

Mere attraktiv

Formanden for Maskiner under Broen, Niels Kirkegaard ser frem til samarbejdet, som kan gøre Maskiner under Broen mere attraktiv, og tiltrække endnu flere besøgende.

- Vi glæder os over samarbejdet. Jo mere vi kan centralisere messeaktiviteterne, desto bedre er det. Med mange udstillere med produkter til golfbanerne kan vi tiltrække endnu flere af dem, som har har golfbaner som speciale. Det ser vi som udstillere naturligvis frem til. Maskiner under Broen holdes i dagene fra den 22.-23. august 2018 på arealet under Lillebæltsbroen, og der er gratis adgang, siger Niels Kirkegaard.