Dansk Golf Unions formand er træt af, at miljøpolitiker driver jagt på golfsporten, selv om vi ifølge ham er det land i hele Europa, "der i særklasse bruger mindst sprøjtemidler på golfbaner".

Miljøminister Ida Auken tager godt imod en undersøgelse, der viser, at de danske golfklubber i højere grad overholder lovgivningen omkring anvendelsen af sprøjtemidler.

Ved den seneste kontrol havde hver 7. af de kontrollerede golfklubber ulovlige sprøjtemidler stående på hylderne, et tal der i 2009 var tre ud af fire golfklubber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kontrollen viser, at de fleste golfklubber har forstået budskabet om, at man kun må bruge godkendte sprøjtegifte til golfbaner. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, at flere og flere klubber følger reglerne, men kontrollen vil fortsætte med at vende tilbage og jævnligt inspicere klubberne, fastslår miljøministeren.

For at kontrollere, at golfbanerne overholder reglerne om belastningslofter for sprøjtemidler, skal alle golfbaner fra marts 2014 indberette deres årlige forbrug af sprøjtemidler til Miljøstyrelsen.

Skal respekteres

Formanden for Dansk Golf Union, Søren Clemmesen, understreger, at golfunionen "ikke har forsømt nogen lejlighed til at fortælle klubberne, at når der er en lovgivning i Danmark, er man nødt til at respektere den, om man kan lide den eller ej":

- Det er fuldstændig uacceptabelt at have ulovlige sprøjtemidler på hylderne. Der gives meget forskellige forklaringer, som jeg ikke vil kalde søforklaringer, da jeg ikke har belæg for det, om, at det er købt for mange år siden, og det bruger man slet ikke mere. Har man det stående, er der stor sandsynlighed for, at udefra kommende forventer, at det også er noget, man bruger. Ellers må man få det destrueret, siger Søren Clemmesen til GRØN|teknik.

Overholder klubberne ikke reglerne, koster det bøder til myndighederne, men det kan i gentagelsestilfælde også medføre eksklusion fra golfunionen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ved endnu ikke, hvor store bøderne bliver. Vi har som organisation kun ét disciplinærmiddel i sidste ende, og det er i gentagelsestilfælde medlemskabet, hvis overtrædelserne er for grove. Det har vi også fortalt til klubberne, fortæller DGU-formanden.

Uenig med Miljøministeriet

Han understreger dog samtidig, at golfklubberne er, hvis de vil have spilbare baner, dybt afhængige af at kunne bruge de sprøjtemidler, der også benævnes "plantebeskyttelsesmidler":

- Vi er ikke enige med Miljøministeriet i den gældende lovgivning. Vi synes, den er alt for restriktiv. I min årsberetning gør jeg opmærksom på, at det er fantastisk, at man stadig jagter os. Vi er det land i hele Europa, der i særklasse bruger mindst sprøjtemidler, siger Søren Clemmesen og fortsætter:

- Hvis man kunne forestille sig, at vi helt undlod at bruge sprøjtemidler i samtlige landets golfklubber, ville man dårligt kunne se det på det samlede danske forbrug. Vi vil gerne være med til at nedbringe forbruget, men der er grænser for, hvor langt vi kan nå, hvis vi stadig skal have baner at spille på.

Savner forståelse

Søren Clemmesen savner forståelse fra politikerne for, at det er nødvendigt med sprøjtemidler på en golfbane:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Inden lovgivningen blev lavet, var der udarbejdet et godt materiale, hvor alle interessenter var på banen i udredningsarbejdet. Der gjorde man meget ud af at fortælle, at golfbanerne ikke er ens. Nogen kan klare sig næsten uden sprøjtemidler på grund af den jord, de ligger på, mens andre har brug for at anvende flere sprøjtemidler. Alligevel slog man alle golfbaner over en kam og indførte samme lovgivning for alle. Det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med, fastslår Søren Clemmesen og fortæller videre:

- For flere år siden ansatte vi en ekstra miljøkonsulent i golfunionen, der alene havde som opgave at vejlede klubberne i at omsætte lovgivningen til praktisk handling. Det har hjulpet, og det betyder, at klubberne forstår, at det er alvor. Men vi skal passe på, at kravene ikke bliver så voldsomme, at vi ikke har nogen ordentlige golfbaner at spille på. Derfor er vi stadig skeptiske. Vi er lovet en evaluering efter det første år med den skrappe lovgivning. Det er nu gået, så vi forventer at blive indkaldt til en evaluering i Miljøstyrelsen eller ministeriet.

Nej til forbud

Der har været både politikere og andre interessenter, der direkte har foreslået forbud mod anvendelse af sprøjtemidler på golfbaner.

- Da DGU havde foretræde for Folketingets Miljøudvalg, spurgte en af politikerne, hvad der ville ske, hvis man stoppede med at bruge pesticider på golfbanerne. Jeg forklarede, at så vil vore golfbaner blive invaderet af først og fremmest kløver, tidsler og mælkebøtter. Den pågældende politiker mente, at så kan Danmark slå sig op internationalt på, at sådan er golfbanerne her i landet, fortæller Søren Clemmesen.

- Jeg kunne kun svare, at vi så absolut er uenige. De pågældende politikere ved godt, at golfsporten har mange ansatte, og dertil kommer hele følgeindustrien og golfturismen. Bliver vores baner så dårlige, at ingen gider komme og spille på dem, er det et kæmpeproblem ikke bare for golfklubberne.