Lyt til artiklen:

Mig & Min Maskine: Renés nye Scorpion Giant tilbyder glimrende udsyn og store brændstofbesparelser

00:00
Hastighed: ???x
05:37

Der kan være både tid, penge og besvær at spare, når man opgraderer maskinparken, og det har René Langkjær, der er indehaver af Skovrødderne ApS på Sjælland, i den grad oplevet, efter han i 2023 investerede i en Scorpion Giant fra finske Ponsse.

- Det er den tredje skovmaskine fra Ponsse, vi har haft i firmaet nu, og vi er rigtig godt tilfredse med dem. De er utroligt driftsikre, og for hver model bliver de bedre på brændstoføkonomien, siger René Langkjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den første, vi havde, brugte omtrent 22 liter i timen, når vi lå og kørte afdrift. Nummer to var en smule lavere - omkring 19-20 liter i timen. Med den her har jeg været helt nede på 15-16 liter i timen, og det er jo noget, der betyder rigtig meget med de brændstofpriser, vi har i dag. Og når man tænker på miljøet, så er det jo rigtig godt, at det går i den retning.

Særlig opbygning

Det var kærlighed ved første blik, da René Langkjær så maskinen på den store skovmesse Elmia Wood i Sverige.

- Allerede der var jeg klar over, at jeg gerne ville have sådan en maskine, fordi du hele tiden har det helt frie udsyn til aggregatet, siger han.

rich-media-2
Brændstofforbruget på den nye maskine er markant lavere end på de to foregående. Foto: Tim Søgaard.

Scorpion Giant-modellen er nemlig bygget op således, at kranen er monteret bagpå kabinen. Det betyder samtidig, at aggregatet og kabinen altid følger med hinanden.

- Det giver bare et helt frit udsyn, og det er rimelig vigtigt for mig personligt, fordi jeg fik ødelagt mit øje som knægt, så jeg har kun ét øje. De andre maskiner, jeg har kørt med, hvor kranen er monteret lige foran kabinen, der har man bare ikke ligeså godt udsyn, som på den her, og det, synes jeg, er et stort plus, siger René Langkjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Startede som vinterbeskæftigelse

Han har arbejdet i skoven siden 1995. Dengang var det dog kun i vinterhalvåret, for i sommerhalvåret var der fuldt fokus på at drive landbrug med hans far.

- Der skulle ske lidt der i vintermånederne, og derfor købte jeg en traktor og en skovvogn, som jeg lå og kørte med for nabogodset Herlufsholm, fortæller René Langkjær.

rich-media-4
Ponsse Scorpion Giant er udstyret med en 10 meter lang kran med "active crane." Foto: Tim Søgaard.

Da han havde gjort det i nogle år, besluttede han at investere i en rigtig udkørselsmaskine - en Gremo 803. Der gik dog ikke længe, før maskinparken blev udvidet yderligere.

- På bagkant af stormen i 1999 blev jeg så adspurgt af skovfogeden, om jeg ikke ville investere i en skovmaskine. Jeg syntes, at det var en lidt stor mundfuld for mig alene, så jeg fik min tidligere kompagnon Carsten med på holdet, og så købte jeg en Timberjack 870. Det var lidt sådan, jeg kom i gang med skovarbejdet, fortæller René Langkjær.

Alle årstider er rare

Siden da er der sket meget. I dag driver han Skovrødderne ApS sammen med sin søn, og Timberjack'en er for længst blevet udskiftet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men én ting, der ikke har ændret sig, er glæden ved skovarbejdet.

- Det fedeste ved jobbet i skoven er, at man altid er ude i naturen. En dag som i dag hvor solen skinner, og der er sne, der er det jo simpelthen super flot herude. Og jeg synes faktisk, at alle årstider er rare herude. Man kan sige, at hvis man kører i en mose om sommeren, og der er mange myg, så er det måske ikke så fedt, men så er det jo godt, at man sidder inde i en kabine og kan skrue lidt på airconditionen. Ellers er det dejligt at komme ud i skoven hver dag, det synes jeg, siger han.

Plads til ben og hund

Netop kabinen har også fået en overhaling på den nye model. Den er udvidet, så der er mere plads både til benene og bag sædet. Det nyder lille Luca godt af.

- Der har jeg min lille hund, så hun har sin egen seng deromme, fortæller han og smiler.

rich-media-6
H8-aggregatet har tre gear som maskinen automatisk skifter mellem alt afhængig af træets størrelse. Foto: Tim Søgaard.

Derudover er der installeret varmefyr, som kan tændes på forhånd ved hjælp af mobilen, og en ny computer med touchskærm, som er nem at navigere i og noget hurtigere end den forrige, mener René Langkjær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Op til 90 cm i rodsnit

Med det nye H8-aggregat har maskinen også fået en stor kapacitet for enden af den ti meter lange kran. Aggregatet er i stand til at tage træer med et rodsnit på op til 90 centimeter.

- Når man kommer op i den størrelse af løvtræer, skal man naturligvis passe lidt på, men det er det, den kan klare, siger René Langkjær.

Aggregatet er i øvrigt udstyret med "active speed", der betyder, at det har tre gear, som den automatisk skifter mellem alt afhængig af, hvor tyk stammen er.

- Det er rigtig effektivt, siger den erfarne maskinfører.

René Langkjær fortæller, at kranen også er blevet opgraderet i forhold til den tidligere model og har fået mere kraft og løftekapacitet. Dertil har kranen "active crane", som betyder, at udskuddet på kranen følger hovedbommen og vippearmen automatisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så når jeg kører kranen frem, kører maskinen selv udskuddet ud - og det samme når jeg trækker den tilbage. Det er rigtig dejligt at køre med. Så er der en funktion mindre at tænke på, siger René Langkjær.

Maskinen ruller på 800 millimeter brede hjul, som giver god bæring og minimerer marktrykket, hvilket er rigtig vigtigt - især når man kører i løvtræsskov, siger René Langkjær.

rich-media-9
Foto: Tim Søgaard.