Lyt til artiklen:

Helms: Kortere leveringstid på skovmaskiner

00:00
Hastighed: ???x
03:35

Hos Helms TMT-Centret er man glade for at kunderne nu ikke længere skal vente så længe. Leveringstiden er forkortet efter corona- og komponentkrisen.

Det er ikke mere end godt et halvt år siden, at de Komatsu skovmaskiner som Helms TMT-Centret leverede, havde været længe undervejs. I enkelte tilfælde op til 18 måneder.

- Da de maskiner blev bestil i efteråret 2021, var vi ramt af Corona med deraf følgende problemer med forsinkelser i leveringen. Heldigvis var kunderne meget forstående, fortæller Kristian Helms, som varetager salget af Komatsu Forest-maskiner for den danske importør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisstigninger begrænset

Normalt er der 6-8 måneders leveringstid på en ny skovmaskine fra Komatsu Forest.

- Hurtigere kan det næsten ikke gøres, da der er rigtig mange muligheder for individuelle tilpasninger på en skovmaskine. Det gælder for eksempel krantyper, fældehoved og alle tænkelige komfortmuligheder med Comfort Ride, digital styring til afdæmpning af kran og rigtig meget andet, siger han og tilføjer, at producenten til gengæld har formået at holde lidt igen med prisstigninger i perioden.

rich-media-2
Foto: Helms.

De ekstra lange leveringstider fra fabrikken i Umeå i det nordlige Sverige har blandt andet været forårsaget af komponentmangel, men det er efterhånden ved at være en saga blot.

- Nu er vi tilbage på omkring 6 måneders levering, og det er vi - og vores kunder - naturligvis meget tilfredse med, siger Kristian Helms.

Tæt samarbejde

Da Danmark er en ret lille aftager af skovmaskiner, har importøren ikke altid været top-of-mind hos fabrikken, når der bestilles nye maskiner. Men det er i dag helt anderledes, takket være et godt samarbejde med den svenske organisation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sætter et antal standardmaskiner i pipeline til vores danske marked, og det betyder, at maskinerne er ordret og processen i gang. Maskinerne skal så slutkonfigureres senest 3-4 måneder før levering med blandt andet kran- og dæktyper, computer, software og kabineindretning. Det giver mulighed for en endnu kortere leveringstid, fortæller Kristian Helms.

Han tilføjer, at man også har fået et tættere samarbejde med svenskerne på servicesiden, som giver fordele - især fordi der er mange flere skovmaskiner i gang i det store naboland.

Ny fabrik

Komatsu Forest er i dag en af de store spillere på markedet for skovmaskiner, og producenten indviede for to år siden en helt ny fabrik i Umeå med 19.000 kvadratmeter solceller på taget for at tage et tigerspring mod en mere energivenlig udvikling.

Producenten er leveringsdygtig i et bredt sortiment af både skovere, udkørselsmaskiner og masser af udstyr.

- For nylig er der kommet endnu en skover på 8 hjul, så vi nu har tre 8-hjuls modeller. Det gør maskinens tryk mere skånsomt mod undergrunden og samtidig giver det en klart bedre manøvredygtighed, fastslår Kristian Helms.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gode fremtidsudsigter

I disse dage afleverer Helms TMT-Centrets afdeling i Ringsted en helt ny Komatsu Forest 845 udkørselsmaskine til en kunde på Sjælland. Og der er flere på vej.

- En af de maskiner vi har på vej hjem i øjeblikket, er til en helt ny kunde - en entreprenør der nu vælger skoven til. Dem kommer der nok flere af, tror jeg, for skovbranchen går gode tider i møde med udsigt til endnu mere skovrejsning, slutter Kristian Helms.