Lyt til artiklen:

Landinspektør tager atv'er i brug

00:00
Hastighed: ???x
02:59

Geopartners benytter specialudstyrede ATV'er og UTV'er med virksomhedens egenudviklede software i opmålingen af 55 kilometer vej.

I september kunne Geopartners nivellementshold starte ATV'erne og påbegynde opmålingen af rute 15-strækningen mellem Ringkøbing og Herning. Opmålingen, der tidligere blev udført til fods, har gennemgået udvikling gennem årene. Fra at være en fysisk krævende arbejdsopgave er den nu blevet effektiv og tidsbesparende.

- I forbindelse med etableringen af de faste referencepunkter og pladser på belægningen udstyrer vi vores team med to ATV'er, en UTV og en følgebil, og konceptet sikrer en præcis bestemmelse af højden mellem punkterne, fortæller projektleder og landinspektør Mikkel Lægsgaard Clausen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tidligere blev den lange strækning målt til fods, hvilket betød, at opgaverne tog betydeligt længere tid end de gør nu. I dag benytter vi mere pålideligt og stabilt udstyr til opgaven, hvilket både fremskynder udførelsen og giver mere præcise resultater - så nøjagtige, at det måler med en præcision inden for 0,4 mm pr. kilometer i højden, forklarer Mikkel Lægsgaard Clausen.

Pioner i præcisionsmåling og innovationskraft

Forbedringen af arbejdsmetoden har krævet mere end blot tilføjelsen af køretøjer. Også softwaren, der anvendes til at indsamle og behandle den store mængde data fra indmåling af faste referencemærker på strækningen, er blevet udviklet internt af Geopartner. Ifølge projektlederen vidner dette om en virksomhed, der brænder for at være i front og fortsætte sin udvikling.

- For at sikre den højeste kvalitet af de indsamlede data gennem vores faste referencemærker - og generelt alle data, der indsamles af Geopartner - har vi udviklet specialiseret software. Værktøjet hjælper os med at beregne og generere modeller, hvilket ikke kun øger effektiviteten, men også bidrager væsentligt til den overordnede datakvalitet. Jeg synes, det sender et signal, at vi som landinspektør insisterer på at fortsætte udviklingen internt og branchen, så vi hele tiden kan være med i toppen, når det kommer til de store opgaver, siger Mikkel Lægsgaard Clausen i en pressemeddelelse.

Sikkerheden er vores topfokus

Sikkerheden er Geopartners absolutte topfokus under udførelsen af nivellementsopgaver, hvor køretøjer og medarbejdere er rustet med alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med de danske statsvejsstandarder.

- For at garantere den højeste sikkerhedsstandard er vores nivellementsteam udrustet med tavlelys på taget samt advarselsskilte til orientering af bilister. Vores følgebil er deres beskyttende skygge, som ikke kun sænker farten for efterkommende trafikanter, men også sikrer vores medarbejdere de mest optimale og sikreste arbejdsforhold, fortæller Mikkel Lægsgaard Clausen.