Lyt til artiklen:

Dansk Timbersports-deltager imponerede

00:00
Hastighed: ???x
01:59

I Rookie-klassen konkurrerede danske Esben Pedersen side om side med svenske Edvin Karlsson, og det lykkedes Pedersen at erobre en imponerende fjerdeplads.

I weekenden blev sæsonens næstsidste Timbersports-konkurrence for nordiske atleter afviklet, hvor formen blev testet inden det kommende VM i november. European Nations Cup er baseret på et unikt format, hvor atleternes individuelle indsatser desuden regnes sammen holdvist. Team Norden bestod også i år af danske Pedersen samt svenskerne Svan, Hansson og Karlsson.

Konkurrencen markerede Pedersens og Karlssons sidste internationale optræden i Rookie-klassen, inden de tager springet til professionelt niveau i næste sæson. Svenske Karlsson levede op til favoritværdigheden og erobrede guldmedaljen, mens Pedersen imponerede og fik en fjerdeplads. Kombineret med Hanssons sejr og Svans tiendeplads i Pro-klassen betød det, at Team Norden endte som vinder af European Nations Cup for andet år i træk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er tilfreds med min indsats, især med Standing Block Chop, hvor huggene var rene. Det føles som om, jeg er blevet stærkere siden sidste sæson, og jeg ser frem til den næste, siger Esben Pedersen og fortsætter:

- Jeg er også glad for, at det lykkedes os at forsvare vores titel som hold. Niveauet er meget højt i Europa lige nu, så jeg tror, at de andre blev lidt overraskede over, at det lykkedes os at vinde igen.

European Nations Cup var den næstsidste konkurrence for nordiske atleter i denne sæson. I weekenden den 23.-24. september afvikles fjerde og sidste delkonkurrence i Nordic Cup - en konkurrence, som har strakt sig over hele sæsonen. Derefter venter sæsonens højdepunkt: VM i Timbersports, 3.-4. november i Stuttgart. Der indgår Esben Pedersen i det danske landshold, som skal dyste mod verdenseliten.