Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Fond giver tilsagn til 230 hektar skov- og lavbundsprojekter: De første træer er plantet
Klimaskovfonden har efter sin første ansøgningsrunde netop givet tilsagn om støtte til skovrejsning eller udtagning af lavbundsjord på kommunale arealer i 17 kommuner landet over.
Projekterne er fordelt på i alt 230 hektar. Her bliver der til sammen rejst 24 skove. Desuden bliver der udtaget lavbundsjord til et enkelt stort, lysåbent naturområde.
Det skriver Klimaskovfonden i en pressemeddelelse.
- Klimaskovfonden har store ambitioner for at bidrage til Danmarks klimamål, og vi er glade for, at så mange kommuner har vist interesse i at samarbejde om de første projekter, der ikke blot vil gavne klimaet, men også lokalt på flere måder," siger bestyrelsesformand i Klimaskovfonden, Kirsten Brosbøl.
Projekterne giver nemlig mulighed for forskellige synergieffekter med andre hensyn som biodiversitet, grundvandsbeskyttelse og rekreative formål.
De nye skove vil over tid optage CO2, mens udtagning af kulstofrig lavbundjord begrænser udledningen af CO2, når den ikke bliver opdyrket. Til sammen forventes de 230 hektar over tid kunne spare klimaet for ca. 107.500 ton CO2, lyder det i pressemeddelelsen.
Guldborgsund rejser skov
Klimaskovfonden kunne onsdag nær Sakskøbing i Guldborgsund Kommune sætte gang i sit første projekt, hvor der blev plantet de første 500 træer.
I Guldborgsund Kommune bliver der rejst skov på cirka 15 hektar, mens i alt 10 hektar bliver udlagt som lysåben skov og natur med græsning på Den økologiske Besøgsgårds arealer i Sakskøbing, hvor borgere i beskyttet beskæftigelse holder til.
- Jeg synes, det er et fantastisk projekt. For klimaskoven ved Besøgsgården får også en social profil. Besøgsgården råder over et meget stort naturareal, og med plantningen af klimaskoven får borgerne i den beskyttede beskæftigelse flere spændende opgaver, som de både nyder at arbejde med, og som også gør dem godt både fysisk og mentalt. Desuden får borgerne i Sakskøbing endnu mere ud af det rekreative område, der nu også kommer til at omfatte en skov, siger borgmester Simon Hansen (S).
Bestyrelsesformand Kirsten Brosbøl glæder sig over, at Klimaskovfonden kan tage sit første spadestik i Guldborgsund Kommune så kort tid efter, der er givet tilsagn - og så endda på bestyrelsens 1-årsdag.
- Det er præcis et år siden, at bestyrelsen blev udpeget, og jeg er meget tilfreds med, at vi kan markere årsdagen ved at plante vores første træer, siger Kirsten Brosbøl.
Klimaskovfondens første ansøgningsrunde var målrettet kommunerne. Senere på året åbner den første ansøgningsrunde for private lodsejere og andre, samt mulighed for indbetalinger til fonden.