A. Flensborg har lagt ny strategi. Det traditionelle fokus på landbrug er skiftet til den grønne branche, hvor udlejning kan blive spændende i kølvandet på corona.

Tiderne skifter og strategisk fokus må tages op til overvejelse. Netop det gjorde A. Flensborg, Herning Maskinfabrik a/s i efteråret.

Virksomheden, der traditionelt har fokuseret på landbrug, vil nu rykke mere i retning af have/park-området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har stadig en del at gøre med landbrug, men vi har ikke størrelsen og faciliteterne til at folde en 35 meter bred sprøjte ud. Vi har ikke plads til det, siger administrerende direktør Bjarne Sørensen og føjer til:

- Vi tror, vi er bedre gearet til have/park. Det er den vej, vi vil gå og udbygge.

Han har for ganske nyligt ansat en ny salgsleder, der skal have fokus på have/park. Den nye mand skal være med til at accelerere og strømline salgsindsatsen.

Corona kan give udlejning medvind

Den grønne branche er allerede et velkendt forretningsområde for A. Flensborg, hvis kerneforretning er salg af maskiner og udstyr til den grønne sektor samt opsætning, salg, service og opbevaring af robot plæneklippere om vinteren.

Men det er til gengæld nyt at forsøge sig med udlån af maskiner, som virksomheden begyndte med efter påske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et ønske om at have forskellige forretningsmetoder, siger direktøren, der ser muligheder i post-corona markedet:

- På grund af coronakrisen er det mere fleksibelt at leje end at eje. Udlejning kan blive et godt supplement til den tid, der kommer. Det er måske ikke alle, der vil ud at investere i dyrt maskinel efter krisen.

Det er endnu for tidligt at gøre status, men ifølge Bjarne Sørensen har der været fin interesse, og der er blevet udlejet fornuftige mængder maskinel. Det hænger muligvis sammen med coronatiden, da mange hus- og haveejere har gået hjemme og haft tid til haveprojekter.

Satser på professionelle

2020 har hidtil været en usædvanlig størrelse, men Johan Mølby, der er sælger hos A. Flensborg, ser frem til at intensivere satsningen på udlejning rettet mod det professionelle segment.

- Lejerne har hidtil været anlægsgartnere her på egnen og en del små forretninger, der ikke bare køber maskiner ind. Minilæssere og stampere til anlæg af have har været efterspurgte, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis udlejningen bliver en succes, kan kundekredsen udvides.

- Vi har drøftet, om vi skal satse mere på private kunder, men i første ombæring retter vi fokus mod den professionelle sektor og udlejning af lidt tungere grej, som vores virksomhed på nuværende tidspunkt er helt gearet til. Det ligger fint i forlængelse af den vanlige forretning, siger Johan Mølby.

A. Flensborg holder åbent hus arrangement indenfor have/park segmentet 28. og 29 august.