En ekstra projektleder og et nemmere system er blandt grundene til, at det sjællandske firma kan præsentere et noget overraskende overskud.

Glæden stråler ud af Louise Birgitte Würtz, når hun fortæller om det netop præsenterede regnskab i brolæggerfirmaet Würtz Brolægning. Hun er partner i firmaet, som hun ejer sammen med sin mand, René.

Her kan de se et årsresultat på 860.000 kroner i 2017/2018, hvilket er over tre gange så meget som året forinden. Samtidig er bruttofortjenesten i samme periode øget til cirka 9,2 millioner kroner, hvilket er en fordobling fra året før.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men resultatet kommer faktisk som lidt af en overraskelse for firmaet. De havde i første omgang håbet på at kunne gå nogenlunde i nul.

- Vi havde selvfølgelig nogenlunde regnet ud, hvad vi havde omsat for, men overskuddet kommer som et chok. Vi har i det seneste år været mere bevidste om, hvilke investeringer vi har lavet, hvor vi tidligere har brugt penge på mandskab, biler og maskiner. Men at der var et så stort overskud overraskede os gevaldigt, siger Louise Birgitte Würtz.

Den rigtige mand til den rigtige opgave

En af grundene til det gode resultat har naturligvis været store, vundne opgaver. For eksempel stod firmaet for fortovsrenoveringen i Hvidovre og for at lægge egetræsklodser i grus foran Altinget. Louise Birgitte Würtz vil dog hellere fremhæve, at der i stedet er kommet en anden struktur.

- I efteråret begyndte vi med et endnu større fokus på projektstyring. Hver fredag har vi et møde, hvor vi gennemgår den næste uges opgaver og kan på den måde vælge de rigtige folk. Det har givet ro, men det gør også, at vi kan sende den helt rigtige mand ud hver gang. Nogle af vores medarbejdere er simpelthen bare bedre til at sætte kantsten end andre, siger Louise Birgitte Würtz.

Derudover hyrede man også en projektleder til at vinde sager og regne tilbud, hvilket nu betyder, at der er 20 ansatte i firmaet. Otte af dem kom inden for samme år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det sociale skal være i højsædet, for vi skal ikke bare være en pengemaskine. Vores medarbejdere var også de første til at få at vide, at vi ville købe en lastbil. Det er vigtigt for mig, at vi kender alle i firmaet indgående, siger Louise Birgitte Würtz.

Vækst i personel

I år bliver der indsat en professionel bestyrelse, og om fem år skal der være 30 ansatte ifølge partneren.

- Vi kan ikke gøre så meget mere, end vi i forvejen gør, for der er jo som bekendt mangel på arbejdskraft i branchen. Men vi vil tage de lærlinge ind, vi kan, og håbe på, at de bliver her bagefter. Og så vil vi også gerne have en projektleder mere til den tid, siger Louise Birgitte Würtz.

På trods af væksten er der dog ikke planer om at udvide med endnu en afdeling et andet sted i landet. Det sker kun, hvis "vi får storhedsvanvid".

- Vi etablerer ikke en ny afdeling, men vi har snakket om at finde en materialeplads tættere på København i og med at alt vores arbejde ligger der og i Nordsjælland. Vi skal plante vores navn her, og det synes jeg, vi er godt i gang med, siger Louise Birgitte Würtz.