Fugtet salt kan ifølge HA Fog give en besparelse på 30 procent i saltspredningen. Maskinhandlen har fået agenturet på finske Hilltip, der blandt andet laver saltspredere.

HA Fog har fået agenturet på Hilltip, der produceres i Finland. Aftalen kom i stand kort inden Maskiner under Broen løb af stablen, og det lykkedes at få en af Hilltip-maskinerne med på messen. 12 volt-saltsprederen fra Hilltip udmærker sig ved, at den fugter saltet samt justerer hastigheden på sneglen efter bredden på spredebanen. Desuden logger den spredningen, så arbejdet kan dokumenteres efterfølgende.

- Hilltip'en kan fugte saltet, hvilket gør det muligt at spare op til 30 procent af forbruget. Man har benyttet det ved vejsaltning i lang tid, men det er nyt inden for den grønne branche at fugte saltet. Der er helt klart også en tendens til, at kunderne ønsker mulighed for at logge arbejdet, og der kan Hilltip'en også fås med live-opdatering, så man online kan se, hvor maskinen kører. Jeg ved, at alle HedeDanmarks underleverandører skal kunne dokumentere deres arbejde, og der er slet ingen tvivl om, at det er en funktion, vi kommer til at se mere og mere til, siger værkfører hos HA Fog, Henrik Ørngreen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyt i Danmark

Saltsprederen kan sidde på alle redskabsbærere, hvor den boltes fast og drives af et batteri.

Hilltip har produceret saltspredere, der fugter saltet, siden 2013, og ifølge Hilltips repræsentant, der deltog på HA Fogs stand på Maskiner under Broen, sås løsningen første gang i Danmark for cirka et år siden.

Hos HA Fog er der ikke tvivl om, at den finske saltspreder bliver en succes på det danske marked.

- Vi har solgt 30 eksemplarer, inden året er omme, siger HA Fog-direktør Karsten Fog.