Efter otte år hos Vestas Hydromann har Michael Kristensen nu sit eget firma Ruskjær ApS, som importerer maskiner og udstyr til den grønne branche.

I mange år var Michael Kristensen salgschef hos Vestas Hydromann, hvor han solgte vinterudstyr. Den stilling sagde han farvel til i november sidste år, hvorefter han koncentrerede sig fuldt ud om sit eget nye projekt - Ruskjær ApS.

- Der var ikke noget galt hos Vestas. Ingenting. Jeg havde et godt job, var godt tilfreds, og firmaet havde styr på sin strategi og sit bagland. På den måde kan jeg godt se, at det er lidt underligt, at jeg vil noget andet, og mange har da også spurgt ind til min beslutning, siger Michael Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forklaringen ligger i geografien. Med bopæl i Bjerringbro og en arbejdsplads i Lem ved Ringkøbing Fjord tilbagelagde han dagligt godt 200 kilometer. Efter otte år kan det godt begynde at blive lidt trættende, og det var en medvirkende årsag til hans beslutning.

Nyt firma

Men der lå også noget andet bag beslutningen.

- Jeg har altid vidst, at jeg ville starte noget op selv. Hvad det skulle dreje sig om, var ikke nærmere defineret, men det skulle være noget, jeg selv var herre over, siger Michael Kristensen.

Hos Vestas Hydromann rejste han meget i ind- og udland, og gennem årene har han opbygget mange kontakter. Kontakter, som han godt kunne tænke sig at anvende til noget mere.

Han havde mødt forretningsmanden Ole Ruskjær gennem private forbindelser, og når snakken går, opstår nye ideer. Ole Ruskjær havde allerede på det tidspunkt sit eget firma - Ruskjær Handel - som blandt andet handlede med brugte campingvogne og reservedele dertil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De etablerede et nyt fælles firma - Ruskjær ApS - hvis første handelsvare var vogne fra finske Weckman. Det nye firma var en realitet allerede fra 20. januar 2013, og frem til efteråret samme år var det et fritidsprojekt for Michael Kristensen.

- Hydromann vidste, at jeg solgte denne slags maskiner i min fritid, og det var der ikke noget galt i, fordi det ikke var i konflikt med Hydromanns program, siger Michael Kristensen.

Kendt mærke

Ruskjær ApS var i 2013 aktiv på dyrskuerne i Roskilde og Herning og efterfølgende også på Have & Landskab. Dog ikke med Michael Kristensen, da han fortsat var ansat på fuld tid hos Hydromann, og blandt andet selv var til stede på Have & Landskab.

- Efter dyrskuerne overvejede vi grundigt, om det skulle fortsætte som et fritidsprojekt, eller om vi kunne se os selv involveret på fuld tid. Mavefornemmelsen var rigtig, og jeg sagde op dagen før Have & Landskab, fortæller Michael Kristensen.

Han tog efterfølgende kontakt til Müthing. Et tysk firma, som havde en lang historie bag sig med produktion af slagleklippere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg havde stået ved siden af dem på mange messer, og jeg kendte kun mærket for noget godt. Den franske importør af Hydromann solgte også Müthing, og jeg havde lært folkene bag mærket at kende. Dog kendte jeg mere til folkene bag produktet end til markedet for produktet, men vi var interesserede, så vi tog kontakt til dem. 30 minutter senere blev vi inviteret til en "camp" for importører, som fandt sted to dage senere, husker han.

Arrangementet fandt sted hos Müthings hovedsæde, der ligger i den lille by Soest øst for Dortmund. Det mundede efterfølgende ud i en importaftale.

- Der findes rigtigt mange slagleklippere på det danske marked. Meget stammer fra Italien, hvor de er en del af et større program fra producenten. Müthing har valgt at fokusere udelukkende på slagleklippere og på at forbedre teknikkerne bag. Det betyder, at slutbrugerne kan anvende den samme slagleklipper til den pæne plæne og til vildnisset uden tilkøb af yderligere udstyr. Ved at bruge det samme redskab kan eksempelvis kommunerne sætte klippefrekvensen ned, og de kan spare både på driftsomkostningerne og på investeringsbudgettet, argumenterer Michael Kristensen.

Aktiv periode

Müthing er ikke nogen debutant på det danske marked. Mærket har været solgt i nogle år, men det har været lidt sporadisk.

- MI har solgt dem, og der har også været andre forhandlere. Men det er aldrig rigtig blevet vist frem. Det har været meget områdebestemt, hvad forhandlerne har gjort for at fortælle om mærket, siger Michael Kristensen og understreger, at Ruskjær ApS udelukkende har importørrollen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ikke vores primære opgave at have kontakt til slutbrugerne. Vi skal selvfølgelig ud og demonstrere redskaberne og gøre det så længe, det er nødvendigt, men det vil ske i samarbejde med forhandlerne. Jeg er ikke så naiv at tro, at blot fordi jeg lægger nogle brochurer hos forhandlerne, så bestiller de. Der skal mere til. Det gælder om at gøre produktet synligt.

Han har siden januar kørt rundt i landet med en trailer med redskaber efter sin bil. Nu, hvor foråret er slået igennem, kan kunderne rigtig føle og især bruge maskinen, så dette forår bliver meget aktivt for Ruskjær ApS.

- Müthing skal sælges til kommuner, grønne entreprenører og alle andre, der er ude og slå græs. De er ikke til greens og teesteder på golfbanerne, men i roughen er den relevant, siger direktøren.

Holdningsændring

Müthings program dækker fra en 12 hk kompakttraktor og op til de største traktormodeller, som anvender slagleklippere i landbruget.

- Vi har slagleklippere, som kan knuse afklip fra klipning af vejtræer, læhegn og lignende. Når man har klippet, kører man Müthing slagleklipperen over, og knuser materialet. Så er der ikke noget at køre bort. Men det kræver det rigtige udstyr, forklarer Michael Kristensen og viser en af de specielle slagler, som kan klare belastningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den vejer knap tre kilo, og på en tre meter bred slagleklipper er den blot én af 20. Hammerslaglerne har tre års garanti mod brud.

- Vi har generelt solgt flest Müthing redskaber videre til landbruget, men kommunerne kommer også med. Jeg tror på, at salget af denne type af maskiner på sigt vil overtage noget af salget fra rotorklipperen. Netop fordi man kan lægge klipperutinen om og få noget fleksibilitet i arbejdet, siger han.

Men det bliver ikke let. Det er han fuldt ud klar over.

- Det bliver et spørgsmål at skabe en holdningsændring til, hvad en slagleklipper er, og hvad den kan. De, som tror, den kun kan anvendes i højt græs, bliver den store udfordring. Jeg skal selv være aktiv, og jeg skal gøre mine forhandlere aktive, understreger Michael Kristensen.

Ren optankning

I mellemtiden går salget af vogne fra Weckman godt. De alsidige vogne henvender sig både til entreprenører, landbrug og fritidsfolket. Midt under interviewet bliver Michael Kristensen afbrudt af sin telefon af en forhandler, og få minutter senere er endnu en Weckman på vej til en kunde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efterspørgslen på Weckman er fornuftig, og det gør, at vi kan gøre nogle investeringer i forhold til Müthing, siger Michael Kristensen.

Endnu et produkt, som henvender sig til den grønne branche og entreprenørsegmentet, er tanke fra italienske Emiliana Serbatoi. Producentens sortiment er stort, så de produkter, som Ruskjær ApS har valgt at tage hjem, er blandt andet mobile tanksystemer under navnet Emil Caddy. Det er tanke på 55 og 110 liter, som kan anvendes til benzin, diesel eller AdBlue. De er støbt i polyethylen, og er desuden forsynet med faste hjul og tankpistol.

- Mange i den grønne branche har brug for at tanke i løbet af arbejdsdagen, og i stedet for at have flere snavsede dunke og snavsede tragte med ud kan de tanke fra et større mobilt anlæg. Modellen med 110 liter giver en trækbelastning på kun 18 kilo, og det gør det nemt at trække tanken ud til maskinen og dermed ikke skulle køre maskinen tilbage til bilen, forklarer Michael Kristensen.