Lyt til artiklen:

Høj rente presser prisen på svensk skov

00:00
Hastighed: ???x
02:41

Hektarprisen for svenske skove faldt i 2023 med 5,1 procent i gennemsnit, men der er store variationer imellem forskellige egne, og prisen faldt 27 procent i enkelte områder.

Der blev i 2023 gennemført færre handler med svenske skove i forhold til året før.

Det fremgår af en rapport fra det svenske ejendomsmæglerfirma Ludvig & Co, som i rapporten konstaterer, at der i 2023 var lige så mange skovejendomme til salg som året før. Men ifølge Ludvig & Co ville sælgerne ikke acceptere de lavere priser, som køberne var villige til at betale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge statistikken faldt prisen på svensk skov i 2023 med gennemsnitligt 5,1 procent for skovejendomme omsat i fri handel. Men i nogle egne var prisfaldet betydeligt større, for eksempel var prisfaldet på gennemsnitligt 27 procent i Stockholms län og Södermanlands län.

Ludvig & Co. peger særligt på den høje rente, som årsag til de lavere priser for skovejendomme. Men samtidig konstaterer ejendomsmægleren, at interessen for at investere i skov fortsat er høj blandt både selskaber og privatpersoner.

Lavt belånte skovbrug har ifølge ejendomsmægleren fortsat en fin lønsomhed i skovdriften som følge af høje priser på skovens råvarer. Det har givet fine muligheder for at tilkøbe skov, mens det har været svært for nyetablerede at komme ind på markedet.

Fra et højt niveau

Ejendomsmæglerfirmaet Ludvig & Co beskriver sig selv som Sveriges førende formidler af skov- og landbrugsejendomme og forklarer i en pressemeddelelse, at det markante prisfald på skove også skal ses i lyset af, at prisniveauet de seneste fem-10 år har været historisk højt. Ifølge Ludvig & Co betales skovejendomme således fortsat godt trods lavere priser.

Ud over store geografiske forskelle på prisniveauet og prisudviklingen, er der også store individuelle prisforskelle på skovejendomme i samme område. Og veldrevne skovbrug er ifølge Ludvig & Co ikke så hårdt ramt af prisfald.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisstigninger på vej?

Analytikere regner med, at 2024 byder på rentefald, og det er ifølge Ludvig & Co positivt for prisen på skovejendomme og mærkes allerede på interessen for at købe.

Sammenholdt med gode råvarepriser får det Ludvig & Co til at forudse stigende priser for skove på længere sigt. Og på kort sigt fornemmer ejendomsmæglervirksomheden allerede spirende optimisme og tror på en positiv prisudvikling for skovbrug allerede i løbet af 2024.