Lyt til artiklen:

Udlejer løb i forvejen efter Wacker Neuson-maskiner

00:00
Hastighed: ???x
03:04

Vesthimmerland Materieludlejning fik sidste portion gravemaskiner fra Tyskland, inden Stemas overtog importen til Danmark.

Tålmodighed er en dyd. Men ikke praktisk, når man står og mangler gravemaskiner til sin udlejningsvirksomhed. Derfor benyttede maskinudlejer Henrik Frederiksen hos Vesthimmerland Materieludlejning muligheden for at købe sine nye Wacker Neuson-gravere i Kiel i Tyskland, men få dem leveret og klargjort hos Stemas A/S ved Hadsten.

- Det var løsningen, når jeg nu ville have Wacker Neuson, men nødig ville vente på de nye maskiner, til Stemas overtog forhandlingen i Danmark. Derfor bestilte og købte jeg i samråd med Wacker Neusons kontakt i Danmark, Mogens Kristiansen, de seks nye gravemaskiner hos Wacker Neuson i Kiel. Herfra blev de kørt op til Hadsten, hvor Stemas' værksted klargjorde og monterede det forskellige ekstraudstyr, vi havde valgt, fortæller Henrik Frederiksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stemas blev ellers dansk importør af hele Wacker Neuson-programmet fra 1. januar i år. Næsten. Netop gravemaskinerne var ikke en del af aftalen. De fulgte først med i importaftalen i slutningen af oktober.

Kristen leverer

- Det var en fin løsning, af tyskerne leverede maskinerne, og Stemas sørgede for det øvrige. Men det er da mere praktisk, at jeg fremover kan købe også gravemaskinerne direkte hos Stemas. Min kontakt til Kristen Holst Outzen går mange år tilbage, og jeg véd, at tingene er i orden, når jeg handler med ham. Derfor er det også ham, der har leveret vores øvrige flåde af Wacker Neuson, siger den nordjyske udlejer.

rich-media-2
Masser af Wacker Neuson-gult. Vesthimmerland Materieludlejning og Henrik Frederiksen byder på både dumpere, masser af komprimeringsgrej og nu også gravemaskiner fra den tyske producent. Pressefoto.

Vesthimmerland Materieludlejning har maskiner kørende landet over. Som oftest hos entreprenørfirmaer og anlægsgartnere. Mange af dem er Wacker Neuson.

- Vi har et bredt program med skurvogne, lifte, gummigeder, gravemaskiner, dumpere og tromler. Samt naturligvis masser af pladevibratorer, stampere og andet komprimeringsgrej, hvor der står Wacker Neuson på det hele. Da vi nu skulle have gravemaskiner, blev det til seks styk i forskellige størrelser. Fire konventionelle gravemaskiner på 4 tons, 6,5 tons, 9 tons og 15 tons og to zerotail-maskiner på henholdsvis 1,7 og 5 tons. Den mindste i øvrigt en el-drevet maskine, som kan køre enten med strøm fra nettet, eller på ren batteridrift, forklarer Henrik Frederiksen.

Meget udstyr

Da Wacker Neuson i Tyskland havde leveret maskinerne i Hadsten, klarede Stemas-mandskabet monteringen af stor lyspakke, centralsmøring og andet ekstraudstyr på alle maskinerne. De fem største fik tillige Engcon-rotortilt, Engcon-skovlsæt og Engcon-skovlstativ. Den lille el-graver fik sig et Tiltman-tilt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henrik Frederiksen har efterhånden 16 år på bagen med maskinudlejning fra adressen få kilometer syd for Løgstør. Vesthimmerland Maskinudlejning blev etableret i januar 2006, og med tiden har Henrik Frederiksen sørget for at opbygge en ganske stor maskinpark. Totalt omkring 300 enheder, som han selv står for udlejningen af sammen med Jesper Stouby Sørensen, som både fungerer som udlejer og servicemand.