MT Skovservice har udviklet et sammenhængende maskin- og redskabskoncept, som gør det effektivt at trimme og rydde levende hegn.

Mikkel Thykjær, der ejer MT Skovservice med tre medarbejdere i Tommerup på Fyn, har valgt gravemaskiner i stedet for skovmaskiner.

Diverse opgaver løses med klippehoved og Axer akkumuleringsgrab monteret på en otte tons Hitachi gravemaskine. Det klarer langt det meste rydningsarbejde. Dukker der større træer op, som skal fældes, skiftes der til en Mecanil fældegrab. Er der brug for neddele stammerne, inden de kan gå i flishuggeren, sker det med en Lasco keglekløver, der ligeledes kan monteres på gravemaskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores idé er at vælge redskaber, som kan monteres på en gravemaskine i modsætning til, at vi skulle have en egentlig skovmaskine i gang. Det giver os en høj grad af fleksibilitet og lavere enhedsomkostninger, og vi kan løse hele opgaven på én gang. Vi har alle redskaber med i marken. Ofte har vi også flishuggeren på stedet samtidig, så arealet er færdigbearbejdet, når vi kører. I andre tilfælde kører vi træet ud i stak ved fast vej og flishugger der. Vi afsætter flisen til varmeværk som en del af konceptet. Resultatet er en omkostningsfri eller ligefrem overskudsgivende naturpleje for lodsejeren, siger Mikkel Thykjær.

Vores idé er at vælge redskaber, som kan monteres på en gravemaskine i modsætning til, at vi skulle have en egentlig skovmaskine i gang.

Ejer Mikkel Thykjær

MT Skovservice

Fældning er naturpleje

Det forandrer landskabet markant, når et hegn ryddes til grunden. Det kan af og til afføde en kritisk bemærkning, men Mikkel Thykjær peger på, at han i virkeligheden blot viderefører tidligere tiders skik, hvor markhegnene blev fældet hvert syvende år. Det var en operation, der indgik i sædskiftet. De fældede hegn blev brugt i komfur og kakkelovn, og i løbet af de næste syv år groede hegnene op og var klar til næste nedskæring.

- I dag er mange hegn blevet forsømt og er helt forgroede og hælder i mange tilfælde så meget ud over marker og stier, at det betyder tab. Vi genopretter hegnene ved nedskæringen og udfører naturpleje, som er vigtig også for vildt og planter. Fældning af hegn betyder fornyelse, siger Mikkel Thykjær.

Ud over hegnsopgaverne passer MT Skovservice en række større og mindre skovarealer i totalentreprise. Det gælder både gårde med et lille skovareal, som de ikke er blevet passet, samt godser, der udliciterer skovens pasning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fleksibilitet er vigtig

- Fleksibiliteten i opgaveløsningen er vigtig for os. Ved at bruge en let gravemaskine som redskabsbærer kan vi komme frem på steder, hvor det ellers kan være svært, og vi kan med de forskellige redskaber få en lønsom opgave, som ellers ville være brødløs at løse. For eksempel hvis vi skulle ind med motorsav og udkørselsvogn, siger Mikkel Thykjær.

Til forhold, hvor jordbunden er særlig blød, har MT Skovservice udviklet et koncept, hvor de kan lægge køreplader ud foran gravemaskinen under selve arbejdet, så opgaven også her kan løses på én gang.

Mecanil savegrabben tager et skær på 45 centimeter, og tykkere stammer bearbejdes blot fra flere sider, til træet er fældet. Flishuggeren tager op til 40 centimeter, så alle stammer over dette mål flækkes med Lasco keglekløveren, som er et meget effektivt redskab.

- Vi har valgt et forholdsvis fast redskabskoncept, primært på grund af gode erfaringer med de enkelte typer. For eksempel er Mecanil fældegrabben relativt enkel, og der er ikke rigtig noget vedligehold ud over de almindelige sliddele. Det er vigtigt for mig at få et godt forhold mellem pris og ydeevne, og at vi kan arbejde med gravemaskinen som redskabsbærer. Her passer vores redskabsportefølje godt sammen, slutter Mikkel Thykjær.