Det finske firma Japa, som blandt andet fremstiller save- og kløvemaskiner, er på udkik efter et firma, der kan repræsentere dem i Danmark.

Finnerne har skov. Meget skov, og derfor er det da heller ikke en tilfældighed, at der fremstilles meget udstyr til skovbranchen i Finland. Et af de firmaer som fremstiller save- og kløvemaskinerne er firmaet Japa, som sælger maskinerne i en lang række lande under samme navn. Der fremstilles så godt som udelukkende til den professionelle del af branchen. Det er primært savemaskiner og afkortere, kløvemaskiner og endelig de kombinerede save- og kløvemaskiner, man har specialiseret sig i. Til den sidste kategori hører Japa 395 og Japa 435.

Japa 395 save- og kløvemaskinen er helt ny, og her er der blevet satset på, at betjeningen skal være så enkel som mulig. Samtidig har man satset på at holde vedligeholdet på et minimum. Maskinen består af en hydraulisk presser til kløvningen, hydraulisk justerbar kniv, stammelængdebegrænser, rist med rystefunktion og en sav med automatisk smøring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Få mekaniske dele

Ved at anvende så få bevægelige mekaniske dele som overhovedet muligt, har det været muligt at begrænse vedligeholdet. Styringen af hele processen fra fremføring af stammerne, savningen, kløvningen og transporten af det kløvede træ, foregår elektronisk, og dirigeres fra et joystick på pulten på siden af maskinen. Samtlige af joystickets funktioner kan styres med én hånd.

De træstumper, der kommer i forbindelse med kløvningen, har det med at sætte sig fast og ende de forkerte steder. Men alt det har man gjort op med her. Løsningen er det patenterede system, der har fået navnet Perfect clean. Systemet består af en rist, som er placeret bag køveknivene, og i kraft af denne rist bevæger sig op og ned og sideværts, adskilles splinter og andet fra det kløvede træ, hvorefter det føres væk af et transportbånd.

Storebror 435

Handler det om endnu større kapacitet, har Japa model 435 i programmet. Den er større og kraftigere end lillebroderen 395, som kan klare træ med en diameter op til 390 millimeter, hvor model 435 klarer træstammer op til 430 millimeter. Som den mindre er den også forsynet med Perfect clean systemet.

Der er også mulighed for at forsyne den med en skærm, hvor det er muligt at hente data. På den kan man se ting som mængden af det træ, den har bearbejdet og få mange andre informationer.

Maskinerne fra Japa har importør- og forhandlerled i en lang række vest- og østeuropæiske lande. Som det ser ud i øjeblikket, har man ikke en dansk importør, men ifølge eksportchef Lauri Kälviäinen, er man på jagt efter et dansk firma, der er i stand til at løfte opgaven.