Lyt til artiklen:

Fra stenørken til grønt byrum

00:00
Hastighed: ???x
03:09

Mulig omdannelse af kendt københavnerplads på vej.

Uanset om du er københavner eller turist har du med stor sandsynlighed gået over de grå flader på Søren Kierkegaards Plads. Pladsen ligger centralt i København med havnen, Det Kgl. Bibliotek, Krigsmuseet, Christian IV Bryghus og BLOX som nærmeste naboer.

Men udover en gruppe træer i det nordlige hjørne, skal øjet skue langt for at få øje på noget grønt. Den tomme plads, der er større end en hel fodboldbane, er nemlig primært belagt med granit, asfalt og skræver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det vil syv partier på Københavns Rådhus nu lave om. I overførselssagen har partierne afsat én million kroner til at analysere, hvordan man kan omdanne Søren Kierkegaards Plads til et grønt byrum i samarbejde med grundejerne Slots- og Kulturstyrelsen, Det Kgl. Bibliotek og Nationalmuseet.

Malmos på kompleks anlægsopgave for Metroselskabet

Se også:

Malmos på kompleks anlægsopgave for Metroselskabet

En overførselssag er en sag, hvor partierne bag kommunens budget prioriterer de midler, der ikke blev brugt i sidste års kommunale regnskab.

- København skal være en grøn by, hvor bynaturen er trukket helt ind i københavnernes hverdag. Derfor er det fuldstændig oplagt at få undersøgt, hvordan vi kan omdanne Søren Kierkegaards Plads. I dag er det en stenørken, der signalerer bliv væk. Jeg mener, at pladsen har et kæmpe potentiale til at være et nyt og grønt samlingspunkt for københavnerne i første række til vandet. Jeg drømmer om en plads, hvor vandringsmanden Søren Kierkegaard selv ville have haft lyst til at hvile benene, trække vejret og nyde udsigten udover vandet og verden, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Fik en smagsprøve

Overborgmesteren henviser desuden til, at københavnerne jo faktisk allerede har fået en smagsprøve på en grønnere og mere indbydende Søren Kierkegaards Plads. Det skete da Københavns Kommune, grundejerne og den filantropiske forening Realdania i sommeren 2022 stod bag et byrumsforsøg på pladsen i forbindelse med værtskabet for den første etape af Tour de France.

Over flere uger var pladsen transformeret til fanspot med grøn beplantning, legeområder, foodtrucks og pergolaer. I den efterfølgende rapport af projektet blev de grønne tiltag beskrevet som en stor, attraktiv forvandling af pladsens brugere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har længe været et stort ønske for Det Kgl. Bibliotek at transformere Søren Kierkegaards Plads ved Den Sorte Diamant. Forsøget i 2022 tydeliggjorde potentialet. En grøn og inviterende Søren Kierkegaards Plads vil give Diamantens mange brugere et sted til en udendørs tænkepause, hvor de kan summe over deres indtryk fra bibliotekets bøger, udstillinger og forskning, siger Det Kgl. Biblioteks direktør Svend Larsen.

Det er Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti der står bag årets overførselssag, hvor partierne prioriterer anvendelsen af midler, der ikke blev brugt i sidste års regnskab