Maskinleverandørernes Innovationspris er netop blevet uddelt for første gang.

Mange var mødt op da Slagelses borgmester, Stén Knuth (V), uddelte Maskinleverandørernes innovationspriser.

I alt blev der uddelt priser til de tre bedste og spændingen om hvem, der skulle modtage førstepræmien, blev først udløst, da tredje og andenpladsen var fordelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tredjepladsen gik til Hako Danmark A/S for Citymaster 2200 fejemaskinen. Her var det Jens Andersen fra Hako Danmark, som tog imod både klapsalver og blomster fra de mange, der var mødt frem for at overvære prisuddelingen. Lunt i midten var det Reesink Turfcare A/S ,der fik overrakt innovationsprisens andenplads for deres Toro Timecutter plæneklipper.

Enigt panel

Dommerne var under den forudgående votering hurtigt blevet enige om, at førstepræmien skulle gå til firmaet Henrik A. Fog A/S for deres Nimos Posi-Track knækstyrede elredskabsbærer.

Det var da også en stolt Henrik Ørngreen, som var én af de to repræsentanter fra Henrik A. Fog, som fik førsteprisen overrakt.

- Vi er bare så glade for at have modtaget årets innovationspris. Maskinen er lige kommet i år, og prisen vil få stor betydning for os. Men som sagt er maskinen helt ny, og derfor vil vi først kunne være i stand til at levere den fra november i år, siger Henrik Ørngreen.