De finske skovmaskiner Scorpion og Elephant blev demonstreret i C.E. Flensborgs Plantage.

De store træer i C.E. Flensborgs Plantage i Midtjylland knækkede som tændstikker, da de finske skovmaskiner fra Ponsse rykkede ind til prøvekørsler. Maskinerne med de eksotiske navne Elephant for udkørselsmaskinen og Scorpion King for fældemaskinen blev demonstreret som et led i markedsføringen af Ponsses opdaterede skovmaskiner med Active Frame. Det var den nytiltrådte sælger Martin Kristiansen første større arrangement, efter at det ni år lange samarbejde mellem Ponsse og den danske agent PH Trading stoppede i december 2015.

Den 14. juni blev maskinerne demonstreret i HedeDanmarks skov ved Ulbjerg, og dagen efter fik interesserede lejlighed til at teste maskinerne. Blandt dagens testpiloter var Kim Vestergaard fra Sevel Skovservice, og han viste tydelig begejstring for fældemaskinen Scorpion King.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den er uhyggeligt stabil, så man uden problemer kan køre i ujævnt terræn med kranen ude i siden, sagde han.

Tredelt ramme

Hemmeligheden bag Scorpions stabilitet er, at maskinens ramme er delt i tre med kabinen i midterste ramme. Det patenterede stabiliseringssystem måler kontinuerligt kranens retning samt position og presser den bagerste ramme i arbejdsretningen og mod jorden - også når maskinen er i bevægelse. Da kabinen tilmed automatisk nivelleres, så den hele tiden er i vater, giver disse tekniske hjælpemidler tilsammen føreren optimale arbejdsbetingelser. Kranen er monteret på to arme bag kabinen og hindrer dermed ikke udsynet.

Scorpion King vejer lige godt 21 ton og drives af en 210 kW stærk Mercedes-Benz EU stage 4-motor, som giver en trækkraft på 170 kN. Kranen er Ponsses egen C50 med en rækkevidde på 11 meter og en løfteevne på 252 kNm. Kranens krøjevinkel er på 280 grader.

Tung elefant

Demokørslerne omfattede også den store udkørselsmaskine Elephant. Den er Ponsses næststørste med en egenvægt på 22 ton og en lasteevne på 18 ton.

Martin Kristiansen regner dog ikke med at sælge ret mange af disse elefanter i Danmark, da de ganske enkelt er for tunge til danske forhold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Danmark er udkørselsmaskinen Wisent mere interessant. Den er Ponsses næstmindste model med en egenvægt på 16 ton og en lastkapacitet på 12 ton, siger Martin Kristiansen. Han har i øvrigt netop solgt en sådan til Gisselfeld Kloster på Sjælland.

2015-serien, som de opdaterede modeller kaldes, har fået en kraftigere motor fra Mercedes-Benz. Den yder 150 kW og giver et drejningsmoment på 800 Nm. Kranen er en K70+, som rækker ud til 10 meter, og lastarealet opgives af producenten til 4-4,5 kvadratmeter.

Wisent har også fået et mere aerodynamisk udseende, men bag de nye linjer gemmer der sig også forbedring af detaljer som sideruder, der er trukket længere ned og dermed giver bedre udsyn. Skærmene har været på slankekur og tabt fem centimeter i bredden - også til gavn for udsynet.

Eldrevet motorhjelm

Den daglige service er blevet forenklet, påpeger Martin Kristiansen og viser en serviceklap på maskinens venstre side med adgang til påfyldning af både diesel og AdBlue samt plads til en værktøjskasse. Desuden styres den eldrevne fronthjelm herfra. En mindre serviceklap ved siden af huser påfyldningen til centralsmøreanlægget samt betjening til at vippe førerhuset.

Når motorhjelmen er åben, fungerer beskyttelsesgitret foran som stige, så man let kan komme op og kontrollere samt påfylde motorolie og rengøre køleren. Der er LED-lys både i motorrum, i serviceklap og under førerhuset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danske serviceværksteder

Ponsse har tre serviceværksteder i Danmark: Hovedværkstedet, El-Pers Skovmaskineservice ApS, ligger i Aars, mens Hoven Smede- og Maskinforretning tager sig af Sydjylland. På Sjælland er det Traktor og Entreprenørservice i Sorø, der håndterer Ponsses maskiner.

Til august regner Martin Kristiansen med at udstille en håndfuld af Ponsses maskiner på Langesømessen. Han tiltrådte i øvrigt sin stilling ved Ponsse i Danmark ved årsskiftet og har en over 20 år lang karriere bag sig både som maskinfører og skoventreprenør.