Aarhus Golf Club sparer cirka en halv million kroner om året på selv at stå for baneplejen. Formanden slår fast, at forudsætningen er sammenhold i klubben.

I april 2015 tog Aarhus Golf Club greenkeeper-funktionen tilbage fra HedeDanmark. Klubben havde været tilfreds med HedeDanmarks arbejde, men øvelsen ville forventeligt give en besparelse på omkring en halv million kroner om året, og derfor tog klubben det store skridt. To greenkeepere blev virksomhedsoverdraget i forbindelse med hjemtagningen, og nu har klubben selv stået med opgaven i et lille års tid og kan kigge tilbage på en proces, der i vid udstrækning er gået efter planen.

- Det går nogenlunde som forventet. Jeg synes, medarbejderne er blevet mere dedikerede, fordi de er blevet tilknyttet klubben, så de yder lige lidt ekstra, og jeg tror, det skyldes, at de er blevet en del af holdet, siger formand i Aarhus Golf Club, Claus Holm Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Godt arbejde

Han fastslår, at klubben var glad for aftalen med HedeDanmark, der blev indgået i 2011 i en situation, hvor klubben havde brug for hjælp til baneplejen i en fart.

- HedeDanmark har ydet et godt stykke arbejde, og det var godt for klubben, at vi indgik en aftale med dem. På det tidspunkt kunne vi ikke selv løfte opgaven, siger Claus Holm Christensen.

Aarhus Golf Club gjorde meget ud af at involvere klubmedlemmerne i beslutningen, og der blev lavet et forarbejde, der skulle få processen til at lykkes.

- Udfordringen har været, at det kræver mere af os som klub at være arbejdsgivere. Nu skal vi varetage alt fra MUS- og lønsamtaler til arbejdsplanlægning, og det giver jo en ekstra arbejdsbelastning. Heldigvis har vi iblandt vores medlemmer ressourcerne til at håndtere det, men det er en problematik, man er nødt til at være opmærksom på, når man selv vil stå med baneplejen, siger Claus Holm Christensen.

Holder stik

Efter at have stået med opgaven i næsten et år fortæller klubformanden, at det er svært at lave en helt klar opgørelse over besparelserne - blandt andet fordi udgifter til nye maskiner også skal medtages i regnestykket - men at forventningen om en besparelse på en halv million kroner kommer til at holde nogenlunde stik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har fået en radikalt forbedret økonomi, som både bruges til nye initiativer samt til at at dække efterslæb fra tidligere, siger Claus Holm Christensen.

Udgifterne til maskiner har klubben finansieret gennem forudbetaling af kontingenter og medlemslån. Medlemslånene påbegyndes tilbagebetalt til sommer, og hele processen med at hjemtage baneplejen har forstærket sammenholdet i klubben.

- Der er ingen tvivl om, at vi har en meget velfungerende klub. Lakmusprøven har været, at ingen har brokket sig, og at der ikke har været store udfordringer undervejs. Vi har velfungerende udvalg, der tager et stort ansvar, og vi har mange medlemmer, der både kan og vil løse opgaven uden egne agendaer. Det er en priviligeret situation. Helt overordnet kræver beslutninger af denne type, at man laver ledelse, og at man vil opgaven. Og så er det nødvendigt, at folk vil hjælpe med opgaven, for ellers knækker man halsen. Vi har omkring 1000 medlemmer og en omsætning på ni millioner kroner, og der er mange, der tager ansvar i processen, og det gør mig stolt, slutter Claus Holm Christensen.