Skovfoged Lars Kjaer Lassen forventer at bruge dækrodsplanter, når klonede juletræer bliver mere udbredt.

Himmerlands Dækrodsplanter & Skovprodukter Aps, Forstplant Aps samt Salten Langsø Skovadministration A/S havde i midten af marts indbudt til temadag om fordelene ved brugen af dækrodsplanter i juletræsproduktion. Deltagerne var ifølge medarrangør Jens Hylling Kristensen, Himmerlads Dækrodsplanter & Skovprodukter, en bred skare med relation til juletræsbranchen.

Blandt dem var Lars Kjaer Lassen, som har virksomheden Kjaer Lassen A/S, der sig med produktion og afsætning af nordmannsgraner, samt rådgivning og administration af danske skovdistrikter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Min indgangsvinkel til at tage med består i, at man jo arbejder med at kunne klone nordmannsgraner. Når det kommer til at køre i stor skala, er jeg sikker på, man kommer til at arbejde meget mere med dækrodsplanter. Derfor ville jeg gerne vide mere om, hvordan de produceres, forklarer han og fortsætter:

- Min egen konklussion er, at det ser ud til at fungere meget godt. Jeg ved ikke, hvor markant bedre det er end barrodsplanter, men det ser bestemt positivt ud.

Kortere produktionstid

- Når det kommer så langt, at vi kan arbejde med klonede træer, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg også kommer til at arbejde med dækrodsplanter. Men her et det især det faktum, at træerne er klonede, der er vigtigt for mig - men jeg ser absolut ikke problemer i at arbejde med dækrodsplanter, lyder det fra Lars Kjaer Lassen, som dermed også afslører, at han endnu ikke er helt overbevist om alle fordelene ved dækrodsplanterne.

- Hvis jeg skal være lidt skarp, så var der ikke noget, der øjensynligt viste, at selve produktionstiden bliver kortere med dækrodsplanter. Hvis de kan vise os, at det kommer til at tage kortere tid at producere et træ, så står de med et godt salgsargument, fortæller han således. Her har Jens Hylling Kristensen imidlertid et svar:

- Det er jo et område, der er under udvikling, så det vi ser i dag, er jo status for, hvor langt vi var for nogle år siden, forklarer han og understreger, at produktionstiden skam er kortere med dækrodsplanter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Traditionelt set står træet jo lidt i stampe, de første år, og det er den vækststagnation, vi eliminerer. Det giver samtidigt også en kortere produktionstid. Om det er ét år kortere eller to, det afhænger jo af, hvilket træ du vil producere.

Læs mere om arrangementet her.