Coronakrisen betyder, at tre års jobfremgang er gået tabt på blot tre måneder. Efter en rædselsmåned i april, bød maj også på et kraftigt fald på 14.000 beskæftigede.

Ifølge Danmarks Statistik faldt den sæsonkorrigerede lønmodtagerbeskæftigelse i maj med 14.000 i forhold til måneden før. De tre seneste måneders styrtdyk i beskæftigelsen på i alt cirka 87.000 skal ses på en baggrund, hvor beskæftigelsen i februar 2020 var den højeste nogensinde i Danmark med godt 2,8 millioner lønmodtagere.

- De første tre måneder af coronakrisen har ført til et voldsomt jobtab på 87.000. Og så er beskæftigelsen i marts og april endda heldigvis blevet opjusteret en del, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ikke færdigt med fald

Ifølge Dansk Byggeri vil vi fortsat se nogle måneder med faldende beskæftigelse før den positive vending indtræder på arbejdsmarkedet.

- Dels står de økonomiske hjælpepakker foran en udfasning, og dels er der en betydelig træghed i tilpasningen på arbejdsmarkedet, som ikke reagerer lige så hurtigt som for eksempel forbrugerforventninger eller aktiekurser. En af årsagerne er blandt andet, at virksomhederne de senere år har oplevet, at det er svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft, så derfor holder man på de medarbejdere, man har, så længe som muligt i håb om en hurtig økonomisk vending, når den akutte del af coronakrisen er overstået, siger Bo Sandberg.

Anlægsloft afhjælper lidt

I Danmark har coronapandemien på tre måneder bombet beskæftigelsen tre år tilbage, mens 10 års jobopsving i USA blev skyllet ud i kloakken på 1½ måned. Byggeriet har heldigvis formået at holde liv i byggekranerne, men heller ikke byggebranchen har undgået et jobtab.

- 400 job er tabt i maj og i alt 2400 siden coronapandemien ramte i marts. Men blandt andet det suspenderede anlægsloft i kommunerne kan allerede mærkes positivt i beskæftigelsesstatistikken, og det er med til at holde skindet på næsen i bygge- og anlægsbranchen, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Usikker periode for byggebeskæftigelsen

Det er dog usikkert, hvordan byggebeskæftigelsen vil udvikle sig i den kommende tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På den ene side hjælper det suspenderede anlægsloft, energirenovering via Landsbyggefonden og en del private boligforbedringsopgaver. På den anden side giver usikkerhed, faldende investeringslyst i erhvervslivet og færre opgaver for arkitekter og rådgivere længere nede ad vejen mindre byggeaktivitet, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- På bundlinjen er byggeriet dog en del af løsningen og ikke en del af problemet under coronakrisen. Med et jobtab på 2400 lønmodtagere har vi klaret os hæderligt gennem den første del af krisen. Byggebeskæftigelsen i maj 2020 ligger nu på samme niveau som for et år siden - og stadig cirka 31.500 højere end bunden efter finanskrisen i foråret 2013.