Siden 1990 er der fremvokset et skovareal på kontinentet på størrelse med Portugal.

I Brasilien er der afskovning som aldrig før. I Rusland brænder enorme arealer. Men i Europa har man faktisk set en stigning i antallet af kvadratkilometer skov. Det skriver det engelske tidsskrift The Economist.

Europæere født i 1990 har gennem deres opvækst været vidner til, at mere end syv millioner hektar skov er kommet til i Europa, lyder det i bladet. Det svarer til et land på Portugals størrelse eller to gange Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Særligt i Frankrig har man været gode til at øge genplantningen af træer samt indrette nye beskyttede skovområder. Det gælder blandt andet i det nordlige Provance, hvor en ny nationalpark er skudt op og nu dækker cirka 1800 kvadratkilometer - svarende til lidt mere end halvdelen af Fyn.

Også her i landet er kommet mere skov til siden slutningen af sidste århundrede. I 1990 var 531.443 hektar her i landet dækket af træer mod 625.603 hektar i dag (2017). Cirka 14,5 procent af landets samlede areal. I Frankrig er cirka 31 procent af arealet dækket af skov.