Baron har købt rettighederne til den selvkørende stenvogn Smart Mover.

Baron A/S har købt den danske virksomhed Smart Mover ApS, som har opfundet en selvkørende stenvogn. Det skriver Baron i en pressemeddelelse.

Opfindelsen er solgt i 1200 eksemplarer i Danmark og Sverige og er blevet patenteret. Baron håber på, at produktet kan løftes ud til flere potentielle købere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser et stort potentiale i Smart Mover. Produktet komplementerer vores eksisterende sortiment, og passer perfekt ind i vores strategi om at vækste via nye innovative løsninger til byggeri- og anlægsbranchen, siger administrerende direktør i Baron, Carsten Filsø.

Smart Mover er eldrevet og vejer 63 kilo. Ifølge firmaet selv kan dens lithium-ion-batteri holde en hel arbejdsdag.

- Vi solgte den første Smart Mover i 2012 og siden er det gået slag i slag med både salg og videreudvikling. Grundtanken var jo, at den både skulle skåne murerne for slitage og samtidig spare dem tid, og det har vist sig at holde stik, siger administrerende direktør Ole Kobæk fra Smart Mover.

Også som trillebør

Baron håber på, at opkøbet skal styrke deres position inden for materialer til bygge- og anlægsbranchen. I forvejen er Baron kendt for deres tvangsblendere, transportbånd og værktøjer til brolæggere og anlægsgartnere.

- Det har været en spændende rejse, og nu er jeg klar til give depechen videre til Baron, som nu skal til at indfri produktets fulde potentiale, siger Ole Kobæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I de senere år er Smart Mover blevet videreudviklet, så den selvkørende vogn nu også kan anvendes som trillebør samt til transport af stilladser, tagpap med videre.

- Vi vil fortsætte videreudviklingen af Smart Mover - og herunder også tilpasse den til andre markeders behov. Vi har i Baron haft stor succes med brugerdreven produktudvikling, og det vil også være kendetegnende for vores videreudvikling af Smart Mover, siger Carsten Filsø.