I slutningen af februar bliver et stort egetræ plantet på Søndertorv i Aabenraa for at genskabe en historisk fortælling om Fredsegen.

I forbindelse med områdefornyelsen i den sydlige del af Aabenraa midtby skal der plantes et stort egetræ på Søndertorv. Dermed vender Fredsegen, der stod på torvet frem til 1947, tilbage til den centrale plads i byen. Det store træ plantes i slutningen af februar, oplyser Aabenraa Kommune.

- Det er i helt i tråd med vores udviklingsplan Fremtidens Aabenraa, at vi med Fredsegen genskaber et historisk element i byen samtidig med, at byen fornyes. At Fredsegen plantes nu, er også perfekt timet i forhold til, at Aabenraa i 2015-2018 er kulturarvskommune, siger vækst- og ddviklingsformand i Aabenraa Kommune, Philip Tietje, der glæder sig til plantningen af det nye midtpunkt på Søndertorv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indtil 1947 var Søndertorv hjemsted for Fredsegen, der blev plantet som et mindesmærke over afslutningen på krigen mellem Tyskland og Frankrig 1870-71. Træet skulle mane imod krig og for fred. Flere fredsege blev dengang plantet i det tyske rige og dermed også i Sønderjylland, der var under preussisk styre fra 1864 til 1920.

Når det nye Søndertorv står færdigt vil man kunne sætte sig under egetræets krone og følge med i byens liv, da der under egetræet opføres en rund bænk. Som en del af områdefornyelsen lægges der også ny teglbelægning, og asfalten skiftes ud med granitbelægning. Hermed vil det færdige Søndertorv fremstå som en mere hel plads med bedre mulighed for udeservering.

Det nye egetræ er doneret af Stenbjerg Ejendomme og skal plantes af Nørgaard Anlæg.

I forbindelse med, at Fredsegen skal genplantes, bliver bronzeskulpturen Gærdet flyttet til Slotsparken ved Brundlund Slot.