Vækst på 23 procent i første halvår af 2016 sammenlignet med samme periode sidste år.

Hos den danske importør af de walisiske Ifor Williams trailere er der god grund til at have armene oppe over hovedet, men det er der bare ikke tid til, for man har travlt med at følge op på den positive udvikling, som præger markedet for erhvervstrailere. Salget af nye Ifor Williams erhvervstrailere er vokset markant, og markedet viser en stærkt stigende tendens som følge af øget aktivitet i erhvervs- og industrisektoren.

Sammenlignet med første halvår 2015 er det samlede salg af kvalitetstrailerne fra Ifor Williams steget med 23 procent i årets første seks måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er selvfølgelig ovenud tilfredse med den markante fremgang i salget, men ligeså tilfredsstillende er det, at trenden peger mod yderligere vækst. Voksende optimisme og aktivitet inden for industri og erhverv har øget interessen for udskiftning af og investering i nyt materiel. Det gælder hele modelpaletten, blandt andet vores tiptrailere og maskintrailere, fortæller markedschef Martin Vang Kristiansen, Ifor Williams Danmark i Kalundborg.

Blandt Ifor Williams' tiptrailerne er især modellen TT3621 blevet populær. Tilsvarende gælder maskintraileren GH1054BT, der har en total lasteevne på op til 2.900 kilo.

Søger forhandlere

Glad Trading A/S overtog i 2010 importen af Ifor Williams' trailerprogram, og siden har trailerne fra den walisiske producent været i stadig fremgang. Salgs- og servicenettet tæller i dag 11 forhandlere og udvides løbende - senest i Midtjylland, og der søges flere forhandlere med henblik på at konsolidere forhandlernettet i Jylland.

Importselskabets hovedsæde i Kalundborg tæller otte medarbejdere og omfatter et stødlager med op til 200 trailere. Ifor Williams beskæftiger godt 500 ansatte i den nordlige del af Wales, og har egen komponentfabrik samt to samlefabrikker. Der produceres årligt omkring 30.000 trailere, som eksporteres til flere end 25 lande verden over.