I den netop offentliggjorte årsrapport for 2014 kan Hedeselskabet fremvise en omsætning på knap 2,1 milliarder kroner, mens resultat før skat blev 60,2 millioner kroner.

Økonomien ser fornuftig ud for Hedeselskabet efter et resultat før skat på 60,2 millioner kroner for 2014 mod 1,3 millioner kroner i 2013, mens omsætningen landede på 2,1 milliarder kroner. Det sker blot otte måneder før, Hedeselskabet fylder 150 år.

- Jeg er stolt af at kunne præsentere et godt år for Hedeselskabet. Det viser, at de initiativer, vi påbegyndte sidste år inden for blandt andet et styrket salg og digitalisering, er ved at vinde indpas til gavn for både kunder og forretningen, siger bestyrelsesformand Frants Bernstorff-Gyldensteen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frants Bernstorff-Gyldensteen understreger dog, at der stadig er mulighed for forbedringer, idet der fortsat er enkelte dele af forretningen, som er udfordret af manglende indtjening.

- Årets resultat giver gode muligheder for udvikling af langsigtede innovationsprojekter, som både løser kundernes udfordringer og skaber nye kommercielle muligheder inden for natur, miljø og energi. Netop den langsigtede tankegang er en af styrkerne ved Hedeselskabet, hvor vi gennem vores forening fortsat vil støtte udvalgte projekter og aktiviteter inden for Hedeselskabets formålsparagraf, siger Frants Bernstorff-Gyldensteen.

Kontrolleret vækst

Årsregnskabet glæder også koncernchef Lars Johansson.

- Resultatet i 2014 betyder blandt andet, at vores netto rentebærende gæld er faldet med 76 millioner kroner. Og med mere end 12.000 hektar skov er vi fortsat en betydende skovejer, siger Lars Johansson.

Strategien for fremtiden lægger ifølge Hedeselskabet op til både lønsom kontrolleret vækst og en internationalisering. Der vil være fokus på fastholdelse af eksisterende kunder og forretning, udvikling af kerneforretning samt øge markedsandele.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er afgørende, at vi fortsat sikrer, at Hedeselskabet er en attraktiv arbejdsplads. Det er jo gennem vores dygtige og kompetente medarbejdere, at resultaterne er skabt og fremadrettet skal skabes. Vi skal ligeledes fastholde det høje serviceniveau i vores leverancer til en konkurrencedygtig pris. Det skal blandt andet ske via udvikling af innovative produkter og digitalisering af en række af vores ydelser. Derved vil vi kunne skabe den differentiering i markedet, som vi skal leve af i fremtiden, siger Lars Johansson.

Hedeselskabet forventer i 2015 et resultat før skat i niveau med 2014.