Permeable belægninger, der selv dræner regnvandet væk, vinder frem i Danmark. IBF og NCC Råstoffer har sammen udviklet IBF Perma-Drain.

Permeable belægninger har været anvendt i både USA og Europa i 15-20 år, og med de klimaændringer, vi har oplevet de seneste år, er behovet nu også kommet til Danmark. Det skriver IBF i en pressemeddelelse.

Udviklingsarbejdet mellem IBF og NCC Råstoffer har foregået intenst i et par år, og de første IBF Perma-Drain parkeringspladser er nu etableret med de nye anlægsprodukter - indtil nu på en 500 m2 parkeringsplads ved seniorcentret i Nærum, en stor parkeringsplads ved Vandcenter Syd i Odense, Danva i Skanderborg og Amu Centret/Sandmoseskolen i Brovst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et aktuelt eksempel er også Frederiksberg Kommune, som har anvendt den miljøvenlige vejbelægning og anlagt Danmarks 1. klimavej, som er absorberende og sikrer de omkringliggende områder mod skybrudsskader.

- Området ved Helenevej blev hårdt ramt under det seneste skybrud, men hvis alle vores veje havde været af den nye slags, havde vi slet ikke haft problemer. Der faldt omkring 100 mm regn ned over hovedstaden den weekend, hvilket gav våde kældre mange steder. Men på Helenevej gav vandet ikke nævneværdige problemer, fortæller formand for Teknik og Miljøudvalget i Frederiksberg, Jan E. Jørgensen.

Belægning med tre produkter

Permeabel betyder "gennemtrængelig", og det er lige netop det, belægningsprodukterne fra IBF og NCC Råstoffer er. En permeabel belægning er bygget op nedefra og består i hovedtræk af tre lag. Nederst på råjordsplanum lægges et bærelag, NCC DrænStabil, med en porrevolumen på cirka 30 procent, der hurtigt kan optage endog meget store vandmængder. Vel at mærke uden at bæreevnen stort set påvirkes. NCC DrænStabil ligner de bærelagsmaterialer, vi kender i forvejen, men har altså nogle helt specielle egenskaber, fortæller IBF.

Ovenpå bærelaget lægges afretningslaget, NCC DrænAf, der ligeledes kan transportere vand igennem - uden at miste sin bæreevne. Øverst lægges så IBF Perma-Drain, en specialudviklet belægning fra IBF, der gør det muligt for vand at trænge igennem fugerne uden at gå på kompromis med stabiliteten.

IBF Perma-Drain belægninger fåes i flere varianter med forskellige funktioner og æstetiske egenskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere af belægningerne kan lægges med maskine uden manuelt arbejde. I fugen lægges førnævnte afretningslag, DrænAf.