Rusland ønsker at blive totalt selvforsynende, men mælkeproduktionen er en af de største udfordringer. Det skriver Landbrug og Fødevarer. Målet i Rusland er at øge mælkeproduktionen med 20 procent inden 2020. Det betyder en stigning af produktionen fra 32 mia. kg til 38 mia. kg mælk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den russiske landbrugsminister, Jelana Skrynnik, vil i år støtte mælkeproducenterne med et beløb svarende til 960 mio. danske kroner. Det har allerede betydet en stigning i produktionen på fire procent. Importen af mejeriprodukter i Rusland er alene i januar faldet med 18 procent.

For at planen om total selvforsyning i Rusland kan lykkes, kræver det investeringer i landbruget. Statskonsulent i Moskva, Poul Jacob Erikstrup, opfordrer udenlandske investorer til at vende blikket mod Rusland, hvor jordpriserne er lave og mælkepriserne er som i Danmark.