Lyt til artiklen:

Overskudsjord bliver til varieret skovnatur

00:00
Hastighed: ???x
03:29

Hedensted Kommune har indgået en aftale med konsortium bestående af Kloster A/S, HM Entreprenør og RGS Nordic om lokal håndtering af ren jord fra bygge- og udviklingsprojekter i Sydøstjylland.

Hedensted Kommune er de sidste tre år vokset med omtrent 1.000 indbyggere, og der bliver investeret i udvikling af bolig- og erhvervsområder som aldrig før.

Derfor er der også et stigende behov for at kunne håndtere store mængder af jord, som ofte kommer i overskud, når der bygges. Det behov er der nu fundet en lokal og klimavenlig løsning på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med aftalen udlejer Hedensted Kommune nemlig et cirka 200.000 kvadratmeter stort areal vest for Hedensted til et konsortium bestående af Kloster A/S, HM Entreprenør og RGS Nordic, som til gengæld skal etablere et kuperet område med ren overskudsjord fra bygge- og udviklingsprojekter.

Ole Vind, der er borgmester i Hedensted Kommune, er begejstret over aftalen.

- Vi har tradition for at samarbejde med virksomhederne om at løse lokale udfordringer. Også på utraditionel vis, og det gør vi igen her. For Hedensted Kommune betyder aftalen, at vi får frigjort midler, som vi kan bruge på andre anlægsopgaver. Og samtidig får vi etableret et kuperet landskab, hvor vi efterfølgende planter skov. På den måde styrker vi både kommunen, klimaindsatsen og vores lokale virksomheder samtidig med, at børnehavebørn og borgere får helt nye udfoldelsesmuligheder i Hedensted by, når vi om nogle år står med et spændende skovområde, siger han.

rich-media-2
Sådan vil jordstykket ved Hedensted komme til at se ud, når jordhåndtering og skovplantning er afsluttet om nogle år. Kort: Hedensted Kommune.

Også udvalgsformand Lars Poulsen ser lovende perspektiver i aftalen.

- Vi har været meget spændte på, hvordan projektet vil blive modtaget. For det er en anderledes måde at gribe jordhåndtering an på, så jeg er rigtig godt tilfreds med, at virksomhederne har kunnet se idéen og potentialet i det samarbejde, vi nu skal i gang med - også fordi det vil kunne tjene som inspiration til lignende projekter andre steder i kommunen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En af de særlige ting ved aftalen er, at jorden lejes ud til konsortiet. Det betyder, at Hedensted Kommune overtager arealet igen, når jordarbejdet er overstået - det giver mere fleksibilitet og færre omkostninger for både kommune og virksomhederne.

Hos Kloster A/S er ejer Mads Kloster glad for at have vundet udbuddet i samarbejde med RGS Nordic A/S og HM Entreprenør A/S.

- Vi ser rigtig gode perspektiver i aftalen, fordi vi kan arbejde langt mere omkostningseffektivt og miljøvenligt, når vi kan håndtere jorden fra anlægsprojekter og byggeri lokalt. Fordi udvikler, vognmand og genbrugsspecialister arbejder sammen, kan vi også sikre, at projektet ved Årupvej kommer til at forløbe forudsigeligt og til tilfredshed for alle - både naboer, andre trafikanter og Hedensted Kommune.

Michael Mortensen fra HM Entreprenør A/S stemmer i:

- Hele det sydøstjyske område er inde i en fantastisk udvikling, og derfor er det vigtigt, at vi sammen kan tænke lidt ud af boksen for at finde de gode, grønne løsninger på, hvordan vi håndterer fx overskydende jord. Det synes jeg, vi har fundet her med en model, som bliver en gevinst for både virksomheder, natur, lokalområde og kommune. Det er vi stolte over at kunne bidrage til. Og vi glæder os rigtig meget til at komme i gang, siger han.