Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Godsbanen i Aarhus skal være grønnere og tryggere
Flere af de mange byggerier på den vestlige del af Godsbanen er nu så tæt på at være færdige, at der kan blive lagt sidste hånd på seks veje og to pladser i området.
Magistraten har behandlet sagen og sendt den videre til byrådet. Teknik- og Miljørådmand Nicolaj Bang glæder sig til, at Godsbanen bliver endnu bedre, og det bliver endnu mere rart og sikkert at bevæge sig rundt på Godsbanen.
- Færdiggørelsen af gader og pladser på Godsbanen markerer endnu en milepæl i omdannelsen af området. Godsbanen er allerede god i dag, og området bliver kun bedre, når sammenhængskraften, trygheden og naturen bliver styrket med de indsatser, der er lagt op til, siger Nicolaj Bang.'
Teknik og Miljø går i gang på gader og pladser, efterhånden som de omkringliggende byggerier bliver færdige - nogle steder kan arbejdet gå i gang allerede i år, mens det andre steder må vente et par år.
Både gader og pladser får fortove, slidlag på vejbaner, gadelamper og grønt i form af træer, stauder, græs og urter. Teknik og Miljø har fokus på at skabe en varieret beplantning, der samtidig passer ind på Godsbanen. Der bliver primært plantet træer af sorten røn, da det i forvejen er en udbredt træsort i området, men der kommer også nye elm, vintereg, lind og frugttræer. I alt bliver der plantet flere end 50 nye træer.
Udover indsatserne på gader og pladser vil Teknik og Miljø også gerne i gang med anden etape af den rekreative kile, der giver adgang til Brabrandstisystemet.
Genbrugsmaterialer og styrket biodiversitet
Helt i Godsbanens ånd skal der genbruges så mange materialer som overhovedet muligt i færdiggørelsen af gader og pladser. På vejene vil der blive brugt genbrugsgranit, som primært stammer fra andre veje i kommunen. Og ved den grønne kile vil der blive brugt sten, træ, betonelementer og lysmaster m.m. fra banens tid.
- Jeg er glad for, at vi ikke bare føjer endnu mere nyt til et område, der har gennemgået en stor forvandling de senere år. Ved at genbruge mange af områdets materialer, værner vi om Godsbanens ånd og særlige urbane udtryk, som rigtig mange holder af, siger Nicolaj Bang.
I indstillingen til politikerne fremlægger Teknik og Miljø også planer for, hvordan de stadigt stigende mængder regnvand kan håndteres lokalt via opsamling i regnbede og bassiner, som skal bidrage til at gøre området mere grønt og levende.