Lyt til artiklen:

Grønne åndehuller med masser af liv

00:00
Hastighed: ???x
03:45

Anlægsgartner OKNygaard sørger for, at planter og træer finder vej tilbage i jorden i den nye bydel ved City 2. Erhvervs- og boligejendomme er bundet sammen af grønne parkstrøg og samlingssteder.

Området der huser den nye bydel mellem City2 og stationen i Høje Taastrup var tidligere et kedeligt trafikknudepunkt mellem Hveen Boulevard og Blekinge Boulevard uden liv, grønne områder eller sammenhæng til resten af byen.

Men det er nu transformeret. I dag er de første beboere og virksomheder flyttet ind i Høje Taastrup C, hvor arkitektfirmaet Cobe har skabt et summende landskab med grønne åndehuller og parkstrøg, der binder den nye bydel sammen og inviterer til fællesskab, samvær og leg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

OKNygaard står for at realisere belægning og beplantning mellem de mange nye bygninger.

rich-media-2
Det store regnvandsbassin ved City 2. Pressefoto.

- Der er kommet øget fokus på den værdi, som naturen - planter, træer og blomster - skaber. For vores mentale sundhed, vores økosystemer og vores klima. Vi kan ikke alle bo på landet eller i skoven, men projektet illustrerer, hvordan vi kan lykkedes med at trække naturen helt tæt på og skabe levedygtige miljøer, hvor mennesker såvel som plante-, dyre og insektliv kan sameksistere, fortæller Rasmus Nederby Michelsen, der er OKNygaards formand på projektet.

Stauder og store træer

Det er ikke længere den klassiske græsplæne, der udgør de grønne områder i Høje Taastrup C, men i stedet en varieret beplantning, der har til formål at øge den bynære biodiversitet. Projektet byder bl.a. på en omfattende planteliste, der tæller en lang række træarter samt stauder, græsser og bunddække.

- Som faglærte anlægsgartnere er projektet ekstra spændende, fordi vi får mulighed for at arbejde med et bredt udvalg af træer og planter. Der plantes bl.a. skovfyr, frynseeg og japansk røn, der har vidt forskellige udtryk, men også mosebunke, storkenæb og sankthansurt, som blomstrer på forskellige årstider. Det er alt sammen med til at give et 'vildt' og varieret udtryk, hvor der altid er noget at opleve - uanset om man bare passerer igennem eller man har sin vante gang i området', fortæller han.

Lokal håndtering af regnvand

Cobe's design i det nye Høje Taastrup C er et særligt godt mix af høj naturværdi, rekreativ værdi og funktionel værdi. Det varierede landskab med forskellige naturtyper danner grøn 'rygrad' og samlingspunkt for området, mens naturen samtidig tilvejebringer lokal håndtering og udnyttelse af regnvand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De mange grønne parkstrøg med bænke, træer og regnbede mellem bebyggelserne leder regn- og overfladevand til fire regnvandsbassiner, heriblandt en kilometerlang skaterbane og et 4.500 kubikmeter stort bassin syd for City2. Vandet opsamles, hvorefter det genbruges til vanding.

Til formålet kan man rundt omkring se eksempler på 'Klimaristen', der ligeledes er tegnet af Cobe; en afvandingsrist med sommer-, vinter- og overløbsfunktion. Klimaristen sikrer, at vandet om sommeren løber ud i de omkringliggende bede, der har brug for vand, mens man om vinteren skal vende risten på hovedet, så vandet i stedet ledes i brønden og videre hen til det store nærliggende regnvandsbassin.

rich-media-4
Klimaristen. Pressefoto.

- Øget nedbør- og overfladevand er en stigende udfordring, der skal håndteres blandt landets kommuner. Med regnvandsbede kan vi håndtere nedbør i terræn, mens bassinet opmagasinerer vandet, når der kommer de større regnhændelser. Med 'Klimaristen' håndterer vi vandet intelligent. Alt i alt glæder vi os over at bidrage til et vellykket og helstøbt projekt, siger Rasmus Nederby Michelsen.