Lyt til artiklen:

Helms-mekaniker får jubilæumslegat fra Dansk Maskinhandlerforening

00:00
Hastighed: ???x
04:12

Ekstraordinær indsats giver jubilæumslegat på 10.000 kroner.

Personalet var blevet bedt om at blive hjemme fra deres sædvanlige gåtur i skoven, og derfor sad alle klar i frokostrummet, da Jeppes familie, virksomhedens ledelse og repræsentanter for Dansk Maskinhandlerforening trådte ind.

Hovedpersonen, Jeppe Østergaard Christoffersen, sad bagerst i rummet med ryggen til og var nok en af de sidste, der opdagede, hvad der var på færde, så han blev ret overrasket over at se sin familie sætte sig til rette.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I indstillingen som Dansk Maskinhandlerforening modtog fra Helms TMT-centret, skriver værkfører Bjarne Aagaard blandt andet:

"Jeppe opfylder alle kriterier for, hvad vi anser for en problemknuser. Han er løsnings-orienteret og knokler på, indtil opgaven er løst, og kunden er kørende. Han er altid hjælpsom, uanset om det er overfor en kunde eller en kollega, og han tager utrolig stort ansvar for de opgaver, han udfører, og han er en inspiration for sine lærlinge-kollegaer her i huset".

Medejer af Helms TMT-Centret, Allan Helms, kaldte det da også en ekstraordinær indsats, Jeppe havde ydet, hvilket hans karakterblad også vidner om, da der næsten kun er 10 og 12-taller og endda et 12-tal i svendeprøven. Og måske er der en grund til, at han har klaret sig så godt, for han har øvet sig i at gå i skole.

- Jeg har måske haft nemmere ved at komme igennem med et godt resultat end nogle af de helt unge, siger den 26-årige landbrugsmaskinmekaniker og fortsætter: -

Jeg har jo været vant til at gå i skole og skrive opgaver i mange år efterhånden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere uddannelser bag sig

Jeppe er vokset op på et landbrug og har altid vidst, at det var i den retning, han skulle. Da han var barn, var drømmen at overtage forældrenes gård derhjemme, men realismen satte ind.

- Da jeg var færdig med 9. klasse, valgte jeg at tage gymnasiet. Jeg havde brug for at blive lidt mere moden og vokse lidt fysisk, inden jeg skulle ud og tage en erhvervsuddannelse. Jeg har egentlig altid tænkt, at jeg skulle være selvstændig landmand, så efter gymnasiet blev jeg uddannet landmand. Jeg fik også nogle gode oplevelser som landmand og kan godt savne dyrene og markarbejdet lidt engang imellem, men realistisk set er det virkelig svært at leve af at være selvstændig landmand. Jeg har også altid syntes, det med maskinerne var spændende, så derfor valgte jeg at tage landbrugsmaskinmekanikeruddannelsen også.

På spørgsmålet om han skal tage flere uddannelser, svarer Jeppe med et smil:

- Nej, det har jeg ikke lige planer om. Nu har jeg været under uddannelse i 10 år efter folkeskolen, så nu er det tid til at arbejde, og det her fag bliver aldrig kedeligt. Der sker noget nyt hver dag - om det så er en ny maskine eller et nyt sted - det er aldrig det samme. Jeg kan rigtig godt lide at lave større projekter - gerne noget der tager hele eller flere dage. Det sjoveste er motorer og transmissioner, fordi man kan fordybe sig i noget, og man skal bruge sit hoved. Jeg har fået mulighed for at specialisere mig indenfor Komatsu skovmaskiner, og det er virkelig spændene, synes jeg.

Udlængsel

Jeppe har brugt sine uddannelser til spændende rejseoplevelser. Som landmand har han bl.a. været i England og arbejde på et stort jordbrug. Og på New Zealand, som mest var en fornøjelsestur, hjalp han også til på nogle gårde, som tilhørte venner af familien. Men en af de helt store oplevelser har været at være i Tanzania i praktik som landbrugsmaskinmekaniker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har jo været afsted før, men Tanzania var meget anderledes, end de andre steder jeg har været, både kulturelt og arbejdsmæssigt. Det kan godt være, at maskinerne er simplere, men det er svært at få reservedele. Noget af det jeg godt kan lide ved at køre ud herhjemme er, at man er nødt til at være kreativ, fordi man ikke altid lige har det med, man skal bruge. Men dernede er de godt nok lidt mere ekstreme i deres cowboy-tricks, og de kreative evner kommer i spil i stor stil.

- Det er vigtigt for mig, at der er noget fleksibilitet, så jeg kan komme ud og opleve noget engang imellem, og det er der heldigvis her hos Helms. Mit næste projekt er, at jeg lige har købt en Landrover med tagtelt, som jeg skal have sat i stand, og så skal vi på nogle ture rundt i Europa i den. Den første tur går efter planen til Norge, slutter Jeppe.